Alma kan ikke lide rød peberfrugt - og hundredvis af andre grunde til at frygte skolemad

Udover hvad man selv kan finde på af fødevarer, der kan skabe ballade i tarmregionen, findes der mellem fem og 10 hovedkategorier af dokumenterede fødevareintolerancer. ”Salicylatintolerance”, ”cøliaki” og ”fruktosemalabsorption” er ikke blot ord, man ikke bør give en diktat i 9. klasse – det er også reelle lidelser, man må tage hensyn til.

Læg dertil kulturelle eller religiøse årsager til at forsage bestemte fødevarer, kræsenhed og forældres udbredte bevidsthed om, hvad ungerne propper i munden, og man sidder tilbage med opskriften på den til dels selvbetalte skolemad, som Anders Winnerskjold nu vil indføre.

Lugten i de aarhusianske klasseværelser skal være bedre, mener borgmesteren, der i valgkampen taler for færre sure madpakker og mere skolemad. Udover indeklimaet er der åbenbart ingen grænser for de positive effekter ved, at børnene får kantinekost.

For et år siden mente Socialdemokratiet, at skolemaden skulle være ”gratis” – et udtryk for, at andre skal betale. Nu skal forældrene betale en del af gildet, og der kan søges tilskud. Det skal der nok blive gjort. Enten fordi, det er strengt nødvendigt, eller fordi man har en veludviklet sans for at tage for sig af retterne.

Med en pris på 20-25 kroner pr. måltid mener borgmesteren, at de fleste kan være med. Men hvorfor skulle de? Jo, det er da bekvemt at slippe for den daglige slåskamp med et stykke VitaWrap, der insisterer på at pakke fingrene ind i stedet for rugbrødet. Men at en i forvejen presset folkeskole nu også skal fungere som kantine, er et symptom på et umætteligt velfærdssamfund og et svindende fokus på faglighed.

Forskning fra universitetet i Lund peger på, at skolekötbollur har løftet uddannelsesniveauet og livsindkomsten blandt hos svenskerne. Men der findes også udenlandsk forskning, der viser, hvordan skolernes i forvejen kaloriefattige økonomi er druknet i kostpyramiden. For skolemad er kun en god idé, hvis maden er god – og at den vel at mærke bliver spist.

Winnerskjold leger endda med tanken om, at børnene selv kan være med til at lave maden. Man behøver ikke være Frank Hvam, der nægter at spise de havregrynskugler, Don Ø, triller med sit barnebarn, for at mærke en brat nedsat appetit.

Falder kvaliteten, falder effekterne og politikerne skal virkelig holde tungen lige i munden, når de kommende års budgetter skal hænge sammen. Det bedste vil være at lade være, overlade ansvaret til forældrene, der kan mere end politikerne tror og så fokusere på de børn, der virkelig har brug for hjælp til trivsel og indlæring, frem for de børn, hvis forældre har råd til en bøvl-forladt all-inclusive skole.

Med betalingen kommer også forventningerne, og når Aarhus Teater til februar heldigvis genopsætter ”Skolekomedien” kan borgmesteren og alle andre få et dramatisk indblik i, hvilke konsekvenser for læringsmiljøet det kan få, at Alma ikke kan lide rød peberfrugt. Så er det ikke kun madpakken, der stinker.