Fortsæt til indhold

Nu er en vaskeægte juletradition på gaden

Rougsø – Sønderhald Y´s Men´s Club står igen i år for organiseringen af salget af Y’s Mens Julekalenderen.

Samfund
Anette Bonde

Y’s Mens Klubberne i Danmark præsenterer for 48. år i træk sin julekalender. Den sælges landet over af de uniformerede ungdomskorps, skoler, idrætsforeninger med flere.

Y’s Mens Club er en international organisation med lokalklubber over hele landet, og indtægterne er med til at finansiere Y’s Mens klubbernes sociale og humanitære arbejde i ind- og udland.

Rougsø – Sønderhald Y´s Men´s Club er igen i år på banen, når det gælder lanceringen af julekalenderen.

Gevinstchancer og humanitær støtte

Det er lige som tidligere Rasmus Sand Højer, der tegner forsiden af kalenderen med karikaturtegninger af kendisser, blandt andet kongefamilien og politikere.

Der er indbygget en mulighed for at vinde gavekort a 200 kroner, og mulighed for at deltage i et familiespil ved at gætte en kendt julesang sammensat af bogstaver fra bagsiden af lågerne. Yderligere har Rasmus Sand Højer gengivet motiver fra forsiden på bagsiden af hver låge.

Indtægterne fra salget og fra annoncerne på bagsiden giver et overskud på cirka 1,5 million kroner. Det går ubeskåret til socialt og humanitært arbejde i ind- og udland og til støtte for danske ungdomsorganisationer.

Kalenderen bliver solgt i små 30.000 eksemplarer, og den koster 50 kroner.

Lokale annoncører

Rougsø – Sønderhald Y´s Men´s Club står traditionen tro for organisering af salget af julekalenderne. Lokale erhvervsdrivende støtter projektet ved at tegne annoncer på bagsiden af julekalenderen.

Det praktiske arbejde med salget af julekalenderne foretages af de lokale spejdergrupper, som derved tjener penge til deres arbejde. De tjener 25 kroner pr. solgt julekalender. I 2025 sælges der 1.100 julekalendere i Rougsø – Sønderhald området, og 650 i Rønde og Hornslet-områderne.

»Tag godt imod spejderne, når I møder dem med julekalendere på gaden, eller når de kommer til jeres dør,« lyder opfordringen fra Arne Holm-Hansen fra Rougsø-Sønderhald Y´s Men´s Club.