Fortsæt til indhold

Hvad skal politikerne arbejde for i den vestlige del af Norddjurs?

Der er vælgermøde på Ørsted Kro 6. november.

Samfund
Anette Bonde

Der er som bekendt kommunalvalg tirsdag 18. november, og det er tid at gøre sin holdning op: Vil man hen at stemme, og hvem vil man stemme på? Og hvorfor?

Ørsted Kros Venner og politiske partier inviterer til vælgermøde på Ørsted Kro torsdag 6. november kl. 19. Dørene åbnes kl. 18.30.

Mødet styres af kommunens to tidligere borgmestre Torben Jensen og Jan Petersen. Ud over de partier og lister, der sidder i kommunalbestyrelsen i dag, sidder repræsentanter for Enhedslisten og for Norddjurs uden filter i panelet.

Som optakt til mødet tog Din Avis Norddjurs til Ørsted og stillede følgende spørgsmål til folk på gaden, i butikker og i hallen:

Stemmer du?

Hvad skal politikerne arbejde for i Ørsted og den vestlige del af Norddjurs?

Jytte Møgelvang, Ørsted:

»Ja, jeg skal da hen og stemme, hvis jeg finder nogle, der vil arbejde for Ørsted og som er fra et parti, jeg er enig med.«

Vigtigt: »Bevar skolen og busruterne. Skolen er medvirkende til at holde liv i byen og i de butikker, der er tilbage. Vi er på Lars Tyndskids mark, hvis ikke vi har nogle busruter.«

Hanne Dyhr, St. Sjørup:

»Ja, det er en borgerpligt at stemme, så vidt man kan. Ellers kan man ikke komme med al for meget kritik. Man er jo en del af samfundet og hvis man ønsker indflydelse, er det at stemme det mindste, man kan gøre.«

Vigtigt: »Natur og miljø, børn og deres velfærd, det vil sige skolegang - ja, velbefindende i det hele taget.«

Anna Kirkegaard, Ørsted:

»Ja, det er en borgerpligt at stemme. Vi skal støtte op om demokratiet ved at bruge vores stemme. På den måde bakker vi også op om de mennesker, der stiller sig til rådighed. Det er en kæmpe indsats, de gør for samfundet. Efter valget skal debatten stadig køre, og de folkevalgte skal stadig være tilgængelige og have store ører. Efter kommunesammenlægningen blev der lukket for den direkte kontakt til mange politikere. Som medarbejder inden for en kommunal institution, oplevede jeg, at vi ikke længere fik lov til at henvende os til politikerne.«

Vigtigt: »Miljøet. Jeg bader i fjorden ved Voer Færgested. Den er død, og det er sket inden for de seneste 10 år. I efterårsferien var jeg ude med de mindste børnebørn, og der var ingen fangst ud over en død musling og to krabber. For ti år siden var jeg ude med et ældre barnebarn, og der var det også for nedadgående, men vi fangede dog to-tre fladfisk, masser af krabber og tang.

Det sociale sammenhold i Ørsted er også vigtigt. Det bæres af ildsjæle, og det skal de have stor cadeau for. Det er vigtigt, at det er et godt sted at bo. Bevar skole og butiksliv.

Vi skal have gode tilbud til børn og unge, så de får en god start på livet. Og netværk, der samler børn op med særlige behov.«

Michael Steffensen, Ørsted:

»Ja, selvfølgelig skal jeg stemme.«

Vigtigt: »Lokalsamfundet. Velfærd, omsorg og ældrepleje er mine kernepunkter. Så skal vi yngre nok tage os af at betale ind til Skat.«

Christina Hove, Ørsted:

»Jeg stemmer altid blankt. For mig er det en markering af, at politikerne lover mange ting under valgkampen, men jeg synes aldrig, det bliver holdt.«

Vigtigt: «Skolerne kunne godt blive løftet. Jeg har børn på skolen, og jeg synes altid, der er besparelser. Det gælder også i børnehave og dagpleje – hvor ender det til sidst?«

Frederik Frese Hansen, Ørsted:

»Ja, jeg vil stemme. Det er vigtigt at tage del i den politiske og demokratiske proces. Hvis man vil brokke sig over noget i samfundet, skal man også deltage og vælge dem, der skal lede, både kommunalt og stat.«

Vigtigt: »Hav fokus på byudvikling for at tiltrække flere borgere til byer som Ørsted og Allingåbro, så det hele ikke bliver centreret omkring Grenaa og Auning.«

Majbritt Mikkelsen og Anja Borup, halbestyrere i Rougsøhallen.

Majbritt bor i dag i Auning men er vokset op i Ørsted og hun og hendes familie bruger stadig byen, blandt andet til idræt. Anja Borup bor i Ørsted:

»Ja, vi skal hen og stemme. Det giver lidt indflydelse, altså så meget som det nu er muligt med en enkelt stemme. Man kan jo ikke have en holdning og en mening til tingene, hvis man ikke afgiver sin stemme.«

Vigtigt: »Vi vægter skolen i Ørsted højt og institutioner generelt. Det er en vigtig del af samfundet i så lille et lokalområde. Rougsøskolen ligger godt, særlig i forhold til de mange mindre byer, der ligger nord for Ørsted.

Børnene her vil få rigtig langt, hvis de skal til en af de andre skoler i kommunen. Hallen har med sin placering et godt samarbejde med skolen, og også qua vores arbejde som halbestyrere er det vigtigt, at skole og foreningsliv bevares.

Skolen er helt centralt for interessen for at bo i området og for at bevare vores udkantsbyer. Hvis en skole lukker, er der også andre ting, der lukker, og det betyder at folk flytter herfra og færre vil flytte hertil.«