Lokalt byggemarked uddeler julehjælp
Byggemarked opfordrer kunder til at nominere modtagere af årets julepakke.
Julen er en svær tid for mange. Derfor vælger Bauhaus nu for tredje gang at sprede juleglæde i lokalområdet ved at uddele en julepakke til en værdi af 10.000 kroner.
Det skriver varehuset i en pressemeddelelse.
Du kan være med til at bestemme, hvem der skal modtage julepakken. Det gør du ved at nominere kandidater. Du kan indstille en eller måske flere ved enten at gå ind på Bauhaus’ hjemmeside eller ved at scanne en QR-kode, som du kan finde i forretningen.
Håber på mange gode bud
Et hospitalsafsnit for syge børn, et herberg, et bosted, en forening eller noget helt andet. Bauhaus lader det igen i år være helt op til kunderne at nominere modtagere af julepakken til en værdi af 10.000 kroner.
»Sidste år valgte vi at overraske Harridslev Rideklub med en julepakke, men det var svært at vælge blandt de mange værdige forslag,« siger Rüstem Basel, der er varehuschef i Bauhaus i Randers, i pressemeddelelsen.
De to tidligere år har rigtig mange mennesker taget imod opfordringen om at give deres bud på modtagere af julepakken, og det håber varehuschefen vil gentage sig i år.
Pakke tilpasset modtageren
Når Bauhaus efter 16. november har valgt, hvem der skal modtage julepakken, bliver indholdet af pakken besluttet i samarbejde med den person, der har nomineret kandidaten.
Den gode overraskelse kan for eksempel være et magisk julepyntet hus, en gave til hver beboer på en institution, alle ingredienser til en lækker julemiddag eller noget helt fjerde. For Bauhaus er det vigtigt at give en unik julepakke, som gør en forskel for modtageren, og derfor er indholdet ikke fastlagt på forhånd.
Samtlige 19 Bauhaus i Danmark donerer en julepakke af hver 10.000 kroner og er dermed med til at sprede juleglæde over hele landet.