Fortsæt til indhold

Lærere bruger mere tid på at få ro i klassen

En sjettedel af lærernes tid i grundskolen bliver brugt på at bekæmpe uro, viser ny undersøgelse.

Samfund
/ritzau/

Lærere i de danske grundskoler må bruge mere tid på at få ro og orden i klasselokalet, end de gjorde for nogle år siden.

Det fremgår af den seneste rapport fra den såkaldte Talis-undersøgelse, der undersøger vilkårene for lærere og skoleledere på tværs af 55 lande.

Her står der ifølge Børne- og Undervisningsministeriet, at folkeskolelærerne må bruge 16 procent af undervisningstiden på at skabe tilstrækkelig ro til, at de kan undervise.

I privatskolerne lægger det beslag på 11 procent af tiden, og ser man på grundskolen som helhed, er der sket en stigning på 4 procentpoint siden 2018.

»I dag bruger lærerne for meget tid på at håndtere dårlig opførsel. Fra dette skoleår er der derfor blevet gode muligheder for at forkorte skoledagen og få en ekstra lærer eller pædagog med i timerne.«

»Det kan være med til at sikre ro og orden. Men der er også brug for, at vi giver lærerne de rette værktøjer til at være den voksne i klasseværelset, når det er nødvendigt,« siger børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye i en kommentar til tallene.

Danske lærere er ifølge undersøgelsen dog ikke dårligere stillet end kollegerne i Norge og Sverige, der bruger omtrent lige så lang tid på at sikre ro og orden.

Og kigger man på OECD-landene som helhed, er de danske tal lavere end gennemsnittet.