Ingen varme i din radiator? Sådan får du varme i den igen
Hvis din radiator ikke varmer, er der typisk 3 løsninger, og alle 3 ting kan du sagtens fikse selv. Se, hvordan du får den til at virke igen.
Hvis din radiator forbliver kold og ikke vil varme, selvom du har tændt for varmen og skruet op for termostaten på radiatoren, så skyldes det oftest en eller flere af tre ting:
- Ventilnålen sidder fast.
- Pakdåsen er for gammel.
- Der er for meget luft i radiatoren.
Alle tre ting kan du selv ordne, men du kan også få hjælp af en vvs’er, hvis du ikke selv har lyst til at kaste dig ud i gør det selv-opgaver. Bor du til leje, skal du kontakte din udlejer, inden du går i gang.
1. Ventilnålen sidder fast og skal løsnes - eller pakdåsen skal renses
Hvis radiatoren ikke bliver ordentligt varm, skyldes det ofte, at ventilnålen inde i termostaten har sat sig fast. Det sker ofte, når radiatoren ikke har været i brug hele sommeren.
Sådan fikser du det:
Tag termostaten af. Er det en ældre model, kan du tage termostaten af med en unbrakonøgle eller en skruetrækker. Er det en ny model, kan du tage termostaten af ved at skrue plastkraven (er oftest sort og sidder ind mod radiatoren) mod uret.
Tryk gentagne gang på ventilen, indtil den løsnes
Motionér stille og roligt ventilnålen i pakdåsen frem og tilbage. Brug en svensknøgle eller håndtaget på en skruetrækker til at trykke med. Giver nålen efter og springer i yderposition (åben), vil det være muligt at høre, at vandet begynder at suse gennem radiatorventilen. Man skal ikke hive i ventilnålen, da det kan ødelægge pakdåsen.
Sidder ventilnålen stadig fast, kan den være blokeret af snavs. I så fald skal pakdåsen renses. Det gør du sådan:
- Vrid pakdåsen mod uret med en tang og skru den helt ud.
- Læg pakdåsen i en blanding af vand og eddikesyre i 1 - 2 timer, så den renses og afkalkes.
- Skru pakdåsen tilbage på plads.
2. Pakdåsen er for gammel og skal udskiftes
Sådan fikser du det:
- Vrid pakdåsen mod uret med en tang.
- Skru pakdåsen helt ud.
- Skru en ny pakdåse i og stram til med en tang.
3. Der er for meget luft i radiatoren, så den skal udluftes
Sådan fikser du det:
Sluk fyret og alle cirkulationspumper, og vent 5 minutter.
- Drej udluftningsventilen mod uret, så der lukkes luft ud. Vent, til der begynder at komme vand ud (hav et viskestykke parat).
- Fyld vand på hovedanlægget ved kedlen, hvis der ikke kommer vand ud.
- Start fyr og cirkulationspumper igen.
Hvis ingen af de ovennævnte metoder løser problemet, må du tage kontakt til en fagperson, som kan identificere fejlen.