Fortsæt til indhold

Plantekasser og pluk-selv-blomster skal være en ny vej til naboskab

I tre almene boligområder i Randers skal grønne fællesskaber bringe beboerne tættere sammen.

Samfund
sra

I Randers spirer et nyt projekt, hvor fællesskab og bæredygtighed vokser side om side. Med støtte fra Landsbyggefonden skal beboere i Jennumparken, Glarbjergvej-området og Hermann Stillingsvej-området være med til at skabe grønne fællesskaber, der både styrker naboskabet og giver nyt liv til det lokale beboerdemokrati, skriver RandersBolig i en pressemeddelelse.

Bag projektet står Bysekretariatet - Det boligsociale team, som i samarbejde med forskere vil undersøge, hvordan grønne aktiviteter kan blive en ny vej ind i fællesskabet for flere beboere.

I mange boligområder opleves det, at de klassiske beboermøder og bestyrelsesposter ikke tiltrækker lige så mange som tidligere. Til gengæld spirer engagementet i grønne og lokale aktiviteter - fra plantekasser til byttebørser og fælleshaver.

Det er netop i krydsfeltet mellem de to tendenser, at projektet Grønne Fællesskaber tager form.

»Jeg glæder mig til at være med til at skabe fællesskaber med et grønt udgangspunkt. Sammen med beboerne skal vi finde ud af, hvad vi vil skabe sammen. Måske bliver det nye plantekasser, en pluk-selv-blomster-have, en repair-café eller noget helt fjerde, vi ikke har tænkt på endnu. Det vigtigste er, at vi mødes og gør noget i fællesskab,« siger Jeppe Svendsen, der er boligsocial medarbejder i Bysekretariatet og tovholder på projektet, i pressemeddelelsen.

Ifølge Louise Kragh, der er chef for bystrategisk udvikling i Bysekretariatet, forventes projektet at starte i første kvartal 2026 og løbe over halvandet år.

»Projektet skal være et levende samarbejde mellem beboere, afdelingsbestyrelser og lokale aktører. Vi ved endnu ikke præcis, hvordan aktiviteterne kommer til at se ud, men idéen er, at fællesskabet skal vokse fra beboerne og ud, og at vi samtidig får ny viden, som kan gavne hele den almene sektor,« siger hun.