Pårørende bor på omstridt plejehjem hver 5.-6. uge: »Personalet er enestående og fortjener ikke negativ omtale«
Erik Søholt roser Plejecenter Lillerupparken og mener, at den negative omtale er uretfærdig. Han besøger sin hustru der hver halvanden måned og oplever venlighed og omsorg.
Erik Søholt kan ikke genkende, hvad han kalder den negative omtale af Plejecenter Lillerupparken i medierne.
Han bor i Hillerød, mens hans hustru Nina Elshof bor på Plejecenter Lillerupparken.
Erik Søholt besøger sin hustru hver halvanden måned og bor i otte dage på plejehjemmet, hvor han får stillet et gæsteværelse til rådighed og spiser med beboerne.
Han har bestemt intet at klage over og møder en venlighed og omsorg, som han ønsker at dele med andre.
Det fortæller han i en telefonsamtale med Din Avis Syddjurs, som han har kontaktet efter at have læst avisens historie om Susanne Krogh, pårørende til sin 67-årige demente ægtefælle, John Krogh, der på seks måneder forlod Lillerupparken på egen hånd over 100 gange.
Et liv sammen på Samsø
Erik Søholt og Nina Elshof boede sammen i 22 år på Samsø, hvor Nina Elshof blev syg og tilbragte to måneder på Samsø Sygehus.
Efter sin sygdom blev Nina Elshof visiteret til plejehjem, og valget faldt på Lillerupparken, fordi hendes søn bor i Hornslet.
Erik Søholt flyttede selv til Hillerød for at være tættere på sine sønner og børnebørn.
Erik Søholt besøger Nina Elshof hver 5.-6. uge i en uges tid og oplever således hverdagen på plejehjemmet.
Han beskriver personalet som meget hjælpsomme og engagerende. Han oplever, at de gør meget for at sikre, at beboerne har det godt.
»Jeg har fået et helt andet indtryk efter de fire år, jeg har besøgt Nina på Lilleruparken, på den positive side,« siger Erik Søholt.
»Personalet er meget hjælpsomme og gør, hvad de kan for, at beboerne har det godt. Jeg har også indtryk af, at ledelsen gør, hvad de kan for, at personale og beboerne skal have det godt.«
Fejlvisiteret
Erik Søholt mener, at den negative omtale i Din Avis Syddjurs om den tidligere beboer, John Krogh, ikke giver et retvisende billede af plejehjemmet.
»Jeg tror, den herre, som er beskrevet i avisen, nok er fejlvisiteret fra starten. Hans kone burde være glad for, at han gik hjem til hende. Det er vel ikke plejehjemmets skyld, at der er dårlig dækning af gps - gode råd modtages nok gerne.«
»Jeg kan kun rose og sige tak for god behandling til Nina. Den negative omtale i avisen skaber ikke nogen positiv stemning hos personalet. Derfor ønsker jeg at dele mine positive oplevelser med andre,« siger Erik Søholt.
Susanne Kroghs oplevelser
Nu var Erik Søholt ikke til stede på det kaffemøde på biblioteket i Rønde forleden, arrangeret af Din Avis Syddjurs forud for kommunalvalget, hvor en meget berørt Susanne Krogh fra Rønde fortalte sin historie som pårørende til sin 67-årige demente ægtefælle, John Krogh.
Hendes historie rørte også de øvrige omkring bordet og Socialdemokratiets byrådsmedlem, Anita Søholm.
Susanne Krogh beskrev, hvordan John Krogh var meget dørsøgende på Lillerupparken og ofte gik hjem til hende, hvilket skabte stor frustration og håbløshed hos hende.
Susanne Krogh havde lavet statistik over John Kroghs vandringer og konfronteret personalet med manglende opfølgning på hans gps.
Hun havde forsøgt at klage til både udvalgsformand Riber Hog Anthonsen og borgmester Michael Stegger Jensen, men uden resultat. Efter møder med kommunens medarbejdere og en demenskoordinator blev John Krogh visiteret til Frejasvænge, hvor situationen nu er meget bedre.
Susanne Krogh roser personalet på Frejasvænge for deres kompetence og tilstrækkelige bemanding, hvilket har gjort en stor forskel for John Krogh.
.