Fortsæt til indhold

Vælgermøde med løsninger: Hvordan forhindrer vi en mur ved vandet?

Politikere kastes ud i et et anderledes vælgermøde i Remisen. De skal nemlig komme med løsningerne.

Samfund

Hvis du har en holdning til højhuse i udkanten af Tøjhushavekvarteret og i Flodbyen, så er et vælgermøde i Remisen 6. november klokken 19-21 noget for dig.

Denne aften bliver de fremmødte politikere sat på prøve.

Efter en fællesspisning, som alle er velkomne til at deltage i, bliver politikerne placeret i grupper foran hver deres flipover.

Her skal de sammen skrive deres fælles løsninger på de udfordringer og bekymringer, som beboerne i Tøjhushavekvarteret og andre tæt på Flodbyen kigger ind i.

Temaerne er byudviklingen langs havnen og fællesskabet i et kvarter med mange forskellige beboere.

Frygten er, at høje huse og tæt byggeri vil skabe en mur mod vandet og lukke for adgangen til de grønne områder og det maritime miljø, som mange i kvarteret sætter pris på.

»Vi har en bekymring for, at Randers Kommunes krav om, at havneprojektet skal “hvile i sig selv” økonomisk, vil føre til endnu flere høje bygninger for at finansiere byggeriet,« siger Kim Kristensen, der er formand for Tøjhushavekvarterets Venner og som arrangerer vælgermødet i samarbejde med redaktør for Din Avis, Kian Johansen.

Beboerne efterlyser klare svar fra politikerne: hvordan sikrer man en grøn, åben og sammenhængende bydel uden at sælge udsigten og adgangen til vandet for dyrt?

Indtil videre kan du få bud på løsninger fra Socialdemokratiets Christian Engelbrecht Pedersen, SF’s Merete Bak Laustsen, Velfærdslistens Kasper Fuhr Christensen, Østbroens Erik Bo Andersen og Venstres Tommy Bødker Jensen. Efter planen vil en politiker fra Radikale Venstre og Dansk Folkeparti også deltage.

Der er fællesspisning fra klokken 17.30, hvor alle er velkomne til at medbringe en lille ret til buffeten. Alle med interesse for temaerne i Tøjhushavekvarteret er velkomne til at deltage.