Folkeskolen forpligter - er I med?
Debatten om folkeskolen, børn og unges trivsel og hverdag er i gang, ganske som den plejer at være op til et kommunalvalg.
Jeg har med begejstring læst, at mange deler mit brændende ønske om at styrke skoleområdet og løfte de fysiske rammer, faglokaler og legepladser, så vores børn og deres voksne kan få et bedre udgangspunkt for hverdagens trivsel og læring.
Fremtidens kloge hoveder og dygtige hænder, fremtidens omsorgsfulde voksne og fremtidens talenter formes først af stærke dagplejere og daginstitutioner - og derefter i 10 år af engagerede lærere og pædagoger i folkeskolerne. Derfor er det helt basalt for både vores børn og for hele samfundet, at vi sikrer de bedst mulige rammer og vilkår.
Klasselokalerne er afgørende for hverdagens ro og koncentration, mens faglokalerne kan give børn mulighed for læring gennem hænderne og succes uden for bøgernes verden. Legepladserne har betydning for leg og bevægelse, som skaber venskaber, skoleglæde og gode dage.
Derfor er jeg enormt glad for de positive vinde, der blæser folkeskolens vej.
Men - Midt i glæden over, at mange nu vil styrke folkeskolen, føler jeg mig ikke sikker på, at ord bliver til handling efter valget.
Det er nemlig sådan, at Norddjurs kommune hen over tre år (2025-2027) modtager mere end 17 millioner kroner fra staten til lige netop bedre faglokaler og opgradering af de fysiske rammer i folkeskolerne.
For en måned siden valgte flertallet af partier desværre at afsætte blot 1,7 millioner i budgettet for de kommende år. Altså cirka 10% af pengene. Resten ser folkeskolerne ikke og netop derfor forlod SF forhandlingerne og var ikke med i budgetaftalen.
Jeg vælger at være optimistisk, kæmpe videre og tro på, at der er håb forude. Med den store opbakning og investeringsvilje omkring folkeskolen, der er kommet til syne i valgkampen, kan der ske forandringer. Hvis altså der er vilje til at sætte handling bag ordene i valgmaterialer, i læserbreve og på storskærme.
Derfor dette spørgsmål til partier og kandidater:
Står I sammen med SF om folkeskolen og et 10-årigt investeringsprogram i de fysiske rammer, så vi kan løfte folkeskolerne, styrke trivsel, arbejdsmiljø, faglige resultater og vores børns fundament for resten af deres liv?
Folkeskolen forpligter, og nu skal vi forpligte hinanden. Er I med?