Fortsæt til indhold

Her skal du bo i Østjylland for at blive ældst: Flyt få kilometer og bliv tre år ældre

Der er næsten tre års forskel mellem Randers og Skanderborg kommuner.

Samfund
jro

Forskellen i levealder mellem kommuner i Danmark bliver endnu større i de kommende ti år.

Det viser fremskrivninger, som Forebyggelsesalliancen har lavet.

Mens borgere i Odder kan forvente at blive 87 år, lever borgere i Lolland i gennemsnit kun til de er 81 år.

Det betyder, at forskellen mellem top og bund stiger fra 5 til 6 år.

I Din Avis’ udgivelsesområde er den forventede gennemsnitslevealder mellem 82,6 år (Randers) og 85,3 år (Skanderborg). Der er for øvrigt under 60 kilometer mellem Randers by og Skanderborg by.

  • Camilla Thind Sunesen, udviklingsdirektør i Danica, der har stiftet Forebyggelsesalliancen, kalder udviklingen alarmerende:
  • »Danmarkskortet er ved at knække, når det kommer til, hvor længe vi lever. At et barn på forhånd har fået bestemt, at det skal leve seks år kortere, fordi man vokser op i én kommune frem for en anden, er uacceptabelt. Større er vores land altså ikke. Forebyggelse er nøglen til at dæmme op for den udvikling, og det bør være et centralt fokus for vores lokalpolitikere,« siger hun.

    Camilla Thind Sunesen. Foto: Danica

    Flere i arbejde

    Forebyggelsesalliancen anslår, at hvis alle danskere levede lige så længe som borgere i Rudersdal, kunne arbejdsudbuddet øges med 40.000 personer, ligesom de offentlige finanser forbedres med 14 milliarder kroner alene på stærkere beskæftigelse.

    Forebyggelsesalliancen har samlet en liste med 33 konkrete idéer til politik, der kan implementeres i kommunerne. Dermed har alliancen nu præsenteret over 100 løsningsforslag, som landets politikere kan tage i brug for at styrke forebyggelsesindsatsen.

    »Vi har givet politikerne værktøjerne. Nu er det op til dem at prioritere sundheden – både for at sikre lige muligheder for alle borgere og for at undgå stigende sundhedsudgifter i fremtiden,« lyder det fra Camilla Thind Sunesen.