Fortsæt til indhold

Spritstiv mand med våben i bilen: Pludselig tog færdselsindsats en drejning

Mandag eftermiddag tog Østjyllands Politi igen til det vestlige Aarhus for at lave færdselsindsats.

Samfund

Den regnfulde efterårsmandag holdt ikke Østjyllands Politi fra at lave en færdselsindsats i det vestlige Aarhus mandag eftermiddag. 44 borgere fik en sigtelse med hjem fra politiet.

Det skriver Østjyllands Politi i døgnrapporten.

Én af dem, politiet mødte, var en 36-årig mand. Han kom kørende i påvirket tilstand med en promille, der lå et godt stykke over det tilladte niveau.

Derudover havde den 36-årige to jagtvåben med i bilen, som han påstod skulle bruges til regulering. Da der var flere uklarheder omkring ejerskabet af de to jagtvåben, blev disse taget med til politigården, så de kunne blive undersøgt.

Derudover traf politiet også en ung mand fra lokalområdet, der gjorde sig særligt bemærket, da han både kørte for hurtigt på Hasle Ringvej og overhalede højre om.

Da det hele var blevet dokumenteret på video af politiet, fik manden således en passende og mærkbar bøde samt to klip i kørekortet, hvor han i forvejen kunne fremvise seks klip.