Tæppefald: Er det virkelig alt, hvad vi kan i Aarhus?

Helge Sander ville se et afkast af alle udgifterne til universiteterne og rejste med mantraet ”fra forskning til faktura”. Samme fokus på nytteværdi er der åbenbart om det aarhusianske kulturliv. Det lader til at ”Fra akt til afkast” er den eneste måde at opgøre kulturens værdi, og selv den opgørelsesmetode ignoreres i Aarhus Kommune.

Det er ellers pudsigt. For kulturen bliver ofte fremhævet, når en byrådspolitiker, rådmand eller borgmester skal fylde en tale ud: Hvor mangfoldigt det er. Hvor stærkt det står. Hvor stolte vi kan være over, at nationale kulturdarlings ligger lige netop her. Hvad kulturen betyder for aarhusianerne, dem der kommer hertil, og dem der kommer forbi.

De har fuldstændig ret, politikerne. Aarhus er en fantastisk kulturby, men sådan bliver det nødvendigvis ikke ved med at være. For det nuværende byråd og kulturrådmand Rabih Azad-Ahmad er åbenbart blevet så kulturforvænte, at byens unikke tilbud tages for givet. Ikke siden 2024 har kommunen haft en strategi for, hvad byen vil med kulturen og ingen tager sig for alvor af det.

Uopfindsomheden har mange mødre og fædre, men det aarhusianske kulturliv er i dag forældreløst. Når den ansvarlige rådmand taber pusten, mister magistratsafdelingen ilten. Men i byrådet er der flere om at dele den selvfølgelighed, man behandler det aarhusianske kulturliv på.

Kunst og kultur skal ikke kun være samfundsnyttig, men har en egenværdi. Men der er adskillige argumenter for at opfatte kulturen som ikke kun en udgift, men også en investering og en identitet. Aarhus har ikke råd til den kulturelle resignation, der desværre præger det byråd, der snart går af. På den front bliver det uden stående bifald.

Dansk Erhverv peger på, at et levende kulturliv, et stærkt erhvervsliv og dynamiske uddannelsesinstitutioner tilsammen udgør et vækstfundament. Det er ikke poesi, det er økonomi. Når vi skal tiltrække dygtige mennesker, vælger de ikke kun en arbejdsplads, men et liv. Og livet er heldigvis mere end løn, normeringer i vuggestuen eller fremkommelighed på vejene.

Derfor er det næsten komisk, at Aarhus, der bryster sig af at være en levende kulturby, nu risikerer at blive ramt af sin egen selvtilfredshed. Det er som at droppe træningen, fordi man engang kunne løbe et maraton. Det kommer man ikke videre af.

Kulturen skaber ikke bare arbejdspladser, liv, turisme og omsætning i Aarhus. Den skaber også sammenhængskraft. I den forgangne uge fik kulturministeren 26 EU-lande samt Storbritannien, Ukraine, Island, Norge og Schweiz til at underskrive en erklæring om kulturens betydning for demokratiet.

»Vores borgere skal leve i samfund, hvor kultur og kulturarv beskyttes til gavn for samfundet i dag og for vores kommende generationer,« hedder det bl.a. Ingen steder står der noget om, at borgere i Aarhus Kommune er undtaget.

Det aarhusianske kulturliv er blevet til gennem vilje, samarbejde og en klar plan. I dag mangler vi mindst to af delene. Heldigvis er Aarhus begunstiget med et engageret erhvervsliv, der med sponsorater og partnerskaber viser, at de godt ved, hvad kulturen kan. Både i sig selv, men også for at byen er aktiv og attraktiv. Også kommunens egne institutioner bakkes op på den måde. Derudover gør gavmilde fonde meget muligt, men byen er fattig på en overordnet vision.

Har vi virkelig nået toppen af, hvad vi kunne i Aarhus, og bare endnu ikke opdaget, at udsigten er begyndt at sløre? Hvis ingen sigter efter mere eller i det mindste holder fast, vil vi langsomt glide ned. Det bliver svært at komme tilbage, når kulturlivet af den kaliber, vi kender i dag, ikke forsvinder med et brag, men med et suk.