Fortsæt til indhold

Nu vil nye videoer bryde træningsmuren for overvægtige

Nye træningsvideoer skal hjælpe overvægtige på rette vej med vægttab.

Samfund

»Mange med svær overvægt vil gerne bevæge sig mere, men de møder en mur, fordi mange træningsformer ganske enkelt ikke tager højde for, hvordan det føles at træne i en tungere krop.«

Sådan lyder det fra Jane Hagelskjær, kommunikationsrådgiver ved Nationalt Center for Overvægt.

Nu skal nye træningsvideoer lave om på overvægtiges lyst og mod på at bevæge sig. Træningsvideoerne er udviklet i samarbejde mellem Steno Diabetes Center Aarhus, Livsstilscenter Brædstrup og Nationalt Center for Overvægt.

Det skriver Aarhus Universitetshospital i en pressemeddelelse.

Samarbejdspartnerne håber, at initiativet kan inspirere andre aktører til at tænke mere inkluderende, når det gælder motion og bevægelse for mennesker med svær overvægt for dermed at skabe lige adgang til sundhed for alle – uanset vægt.

»Der findes tusindvis af træningsvideoer på nettet, men næsten ingen, som henvender sig til mennesker med en krop som min,« siger Maibritt Schmidt, som er træningsmodel i projektet.

Hun fortsætter:

»Derfor tøvede jeg ikke med at sige ja, da jeg blev spurgt, om jeg ville deltage i disse træningsvideoer, da motion for mig er lig med sundhed og livsglæde – og det vil jeg gerne dele.«

Videoerne er frit tilgængelige via Nationalt Center for Overvægts hjemmeside, hvorfra de kan anvendes både privat i hjemmet samt i kommunale og regionale sundhedstilbud og patientforløb.

Videoerne har både fokus på styrke- og konditionstræning, og øvelserne kan udføres enten stående, siddende eller liggende.

»Vi har lagt vægt på at skabe realistiske træningssituationer – uden perfekt lys, dyre outfits eller smidige, slanke kroppe, som kan virke afskrækkende for nogen,« siger Anne-Sofie Kortegaard Kristensen, der er fysioterapeut og projektmedarbejder ved Steno Diabetes Center Aarhus.