Fortsæt til indhold

Ny lynlader: Her kan du få strøm på, mens du handler

Føtex på Mariagervej har udskiftet deres ene ladestander, så begge standere nu er lynladere.

Samfund
sra

En helt ny lynladestander med to lynladepunkter er netop sat op ved Føtex på Mariagervej i Randers, skriver Salling Group i en pressemeddelelse.

Den nye lynladestander erstatter en normal ladestander, og det betyder, at begge ladestandere ved supermarkedet nu er lynladere. De to ladestandere har tilsammen fire udtag, så fire biler kan lynlade samtidigt.

Lynladestanderen er fra Danmarks førende ladeoperatør, Clever, og alle handlende samt øvrige elbilsejere kan benytte sig af muligheden for at oplade deres bil på Føtex’ parkeringsplads.

Niels-Christian Husum, der er varehuschef, er begejstret over, at Føtex nu kan tilbyde kunderne mulighed for at lade deres bil hurtigt, mens de fylder varer i indkøbsvognen.

»Det er fantastisk, at vi har fået to lynudtag, som kunder og andre elbilister, der kommer til Randers, nu kan bruge,« siger han i pressemeddelelsen.

Med placeringen af lynladestanderen ved Føtex er Clever og Salling Group med til at opnå en bedre geografisk dækning af ladeinfrastrukturen i Danmark.

»Gode lademuligheder de rigtige steder er afgørende for, at endnu flere vælger elbilen til. Samarbejdet med Salling Group og Føtex er et tydeligt bevis herpå. Det betyder nemlig, at vi kan udbygge Danmarks største ladenetværk med opladning lige netop der, hvor elbilisterne har allermest mest brug for det - derhjemme, på farten, og når man handler,« siger Tim Hoelgaard, der er ansvarlig for kommerciel udvikling af strategiske partnerskaber hos Clever.