Hornbæk vil have mere end luft og løfter
Hornbæk står overfor betydelig vækst, men manglende faciliteter hæmmer trivsel og sportsliv, lyder det.
Bydelen Hornbæk vokser, ventelisterne eksploderer, men hallen er stadig den samme som i 1985.
Nu drømmer Hornbæk om et nyt bevægelseshus, der kan samle bydelen på tværs af alder og interesser.
De tre lokale foreninger, Hornbæk Sportsforening, Hornbæk Gymnastik Forening og Randers Firma-Sport har arbejdet tæt sammen og som projektleder fra Hornbæk Idræt- & Kulturcenter Peter Thorsen udtrykker det:
»Vi har ventet længe nok.«
For Peter Thorsen handler det ikke bare om at få bygget en ny hal. Det handler om at give byen et samlingspunkt - et sted, hvor fællesskab og bevægelse smelter sammen.
»Bevægelseshuset er tænkt som et moderne mødested for Hornbæk. Et sted, hvor der er plads til idræt, kultur og samvær. Et hus, hvor man har lyst til at blive hængende,« siger han.
Visionen er et bæredygtigt hus med springgrav, spejlsal, fitness, crossfit, mødelokaler, lounge og café. Et sted, hvor børn, unge og ældre mødes, og hvor det sociale liv er lige så vigtigt som det sportslige.
Randers Arkitektens skitseforslag er klar, og opbakningen er bred. Men finansieringen mangler. Før fonde kan støtte projektet, skal Randers Kommune først på banen.
»Drømmen lever i bedste velgående. Vi håber, byrådet vil give et klart tilsagn - gerne nu, men senest i 2026. Hvis kommunen kan støtte med tre gange ti millioner kroner, kan vi få Bevægelseshuset realiseret og stikke spaden i jorden inden 2029,« siger Peter Thorsen.
En by i vækst – men uden plads
I 1985 boede der 2.500 mennesker i Hornbæk. I dag nærmer tallet sig 4.000 - og flere boliger er på vej. Alligevel har byen stadig kun én hal.
Folkene bag visionen om et bevægelseshus har selv interviewet flere af de brugere, der vil få gavn af projektet. Her kan du læse nogle af deres reaktioner.
»Som det er nu, kan du ikke gå til gymnastik, hvis du ikke kan mandag og onsdag. Det vil vi gerne lave om på,« har Maiken Bak Andersen fra Hornbæk Gymnastik Forening forklaret til folkene bag Hornbæk Idræt- & Kulturcenter.
Hun har undervist i gymnastik i mange år og kender udfordringerne indefra. Blandt andet må børnehold tage til VUC i Randers.
»Det er bøvlet at pakke børnene i bilen, finde parkering og så køre hjem igen. Det giver ikke den samme klubfølelse, når man bare låner et lokale et andet sted,« siger hun.
Ventelisterne er lange, og mange børn må sige nej til gymnastik.
»Det er ærgerligt, hvis gymnastikken og fællesskabet forsvinder, fordi vi ikke har lokaler. Et bevægelseshus ville give os muligheden for at udvikle foreningen og skabe liv i lokalsamfundet,« siger hun.
Håndbolden må pendle
Også håndbolden mærker presset.
Majbritt Frost, der er formand for skolebestyrelsen på Hornbæk Skole og træner i HSF, fortæller, at hendes søn i 9. klasse træner mere i Arena Randers end i Hornbæk Hallen.
»Der er slet ikke tider nok. De små hold træner i Hornbæk, men fra en vis alder må de køre til Randers. Det splitter klubben. De unge kan ikke spejle sig i de ældre spillere, og klubånden forsvinder,« siger hun.
Hun oplever også problemerne på skolen, hvor idrætstimer må planlægges udenom hallens optagede tider.
»Der mangler et sted, hvor de unge kan være. Et sted, hvor de både kan træne, hænge ud og lave lektier. Et bevægelseshus med lounge og café kunne blive det naturlige mødested,« siger hun.
De ældre vil også med
Det er ikke kun børn og unge, der savner plads.
Klaus Bræmer-Jensen, der er formand for Ældre Sagen Randers, ser ifølge Hornbæk Idræt- & Kulturcenter også et stort potentiale i projektet.
»Hornbæk er et område i vækst, men uden bedre indendørs faciliteter er vi ikke så aktive, som vi gerne vil være. Et bevægelseshus vil give helt nye muligheder for senioridræt og fællesskab,« siger han til Hornbæk Idræt- & Kulturcenters husstandsomdelte avis.
Folkene i Hornbæk mener, at behovet er tydeligt, og at ønsket om handling vokser. Hornbæk står midt i en udvikling, men faciliteterne står stille.
Et bevægelseshus kan ændre det og samtidig blive stedet, hvor byen mødes, bevæger sig og hører sammen.
Som Peter Thorsen siger: »Drømmen er klar. Nu skal den bare bygges«.