Han var kommunisten, der søgte rummelighed. Nu har Tom Bytoft ofte svært ved at genkende Socialdemokratiet

Smilende og veloplagt åbner Tom Bytoft døren til sommerhuset i St. Sjørup og giver hånd.

Der dufter af kage i stuen. Kringle faktisk.

Dem har Kirsten Bytoft bagt dagen før, da bestyrelsen i den lokale afdeling af Lions Club var til møde, og nu har hun lunet et par stænger til at ledsage snakken i sommerhuset i anledning af en afsked.

For første gang siden midten af 1990’erne står Tom Bytofts navn ikke på stemmesedlen til kommunalvalget tirsdag 18. november.

Allerede forud for valget i 2021 traf han beslutningen om, at dette skulle være hans sidste. Det er der mange årsager til, og dem skal vi nok nå.

Lad os hellere starte med at se os lidt omkring i det hyggelige sommerhus, hvor der nu står lun kringle og varm kaffe på det ryddelige bord og med udsigt til drivhus og stærekasser i haven.

Det fortæller en hel del om, hvordan Tom Bytofts lokalpolitiske karriere har formet sig fra det rebelske til det lidt mere magelige.

Kringlen har da også en lidt mere distinkt smag af borgerlighed end et oprørsk krydderi, som den formentlig ville have haft dengang i 1980’erne, hvor han gik ind i lokalpolitik som medlem af Danmarks Kommunistiske Parti (DKP).

Tom Bytoft stod så fast på den yderste venstrefløj, at aftenhyggen og de hjemmelavede pariserbøffer røg en tur i skraldespanden den dag, Kirsten kom hjem og fortalte, at hun var blevet valgt til bestyrelsen i den nystiftede lokalfdeling af SF.

Så meget borgerlighed blev alligevel for meget for den dengang bragende kommunist.

Men politik er også kompromisernes kunst, og som ene mand i partiet opdagede Tom Bytoft hurtigt, at det lokalpolitiske arbejde var omfattende, da han første gang kom i byrådet i det daværende Sønderhald Kommune.

Derfor bankede han på hos den socialdemokratiske borgmester Kirsten Wyrtz og spurgte, om han måtte have lov at sidde med ved partiets gruppemøder.

Det måtte han hjertens gerne. Men, der er jo altid et men.

»Det kræver bare én ting. At du skifter parti,« fortæller Tom Bytoft om borgmesterens udspil til et kompromis.

»Så gik jeg hjem og tænkte over det i 14 dages tid. Jeg kunne vælge at køre træt og ikke kunne passe mit arbejde som politiker, eller jeg kunne prøve at bilde mig ind, at Socialdemokratiet er et stort og rummeligt parti. Så blev jeg socialdemokrat og har været valgt som socialdemokrat siden.«

Stolt sognerådspolitiker

I den beretning ligger også en slet skjult antydning af, at det ikke altid har været let for Tom Bytoft at være socialdemokrat.
Eller for Socialdemokratiet at have Tom Bytoft for den sags skyld.

Ved kommunesammenlægningen i 2007 var han med i kapløbet om at blive partiets borgmesterkandidat til den nye Norddjurs Kommune. Den endte med at tilfalde Niels Erik Iversen.
I en storkommune havde Tom Bytoft som potentiel borgmesterkandidat været tvunget til at favne geografisk bredt, og netop den opgave ville formentlig have været en udfordring.

Den inkarnerede auningenser har aldrig lagt skjul på, at det er den vestlige del af Norddjurs, der får hjertet til at banke hårdest.

»Det betyder ikke, at jeg synes, at borgerne i Grenaa skal have mindre, men når jeg har fået 500 stemmer, så har 400 af dem været fra Auning. Jeg er valgt som deres talerør. Af mine politiske kammerater på kryds og tværs bliver jeg tit kaldt sognerådspolitiker, og det er jeg faktisk pissestolt af. Ud fra det mandat, jeg har fået af vælgerne, har jeg altid følt mig forpligtet til at kigge på det med Auning-øjne,« uddyber Tom Bytoft.

Så meget desto sværere var det, når der skulle træffes beslutninger, som for politikeren selv var åbenlyst fornuftige, men et slag for lokalsamfundet.

Han nævner hurtigt lukningen af 10. klassecenteret i Auning for 10 år siden som en af de sværeste perioder.

»Jeg har andre gange valgt lokalbefolkningen frem for fagligheden, men da jeg tog den faglige brille på her, gav det bare ikke mening at have en 10. klasse, hvor man kun kunne vælge engelsk som valgfag. Vi blev nødt til at have et større center og flytte det til Grenaa.«

»Jeg har siddet mange nætter og spekuleret, for det er svært at forklare forældre, at deres børn skal køre i bus i halvanden time hver dag for at komme i skole, så jeg vidste godt, at jeg ville blive overfaldet for den beslutning. Derfor bad jeg også Kirsten om at gå ned og handle i Brugsen de næste 14 dage derefter,« beretter Tom Bytoft med et grin.

Ret ind eller forsvind

Sagen er også et eksempel, hvor Tom Bytoft fulgte partilinjen i Socialdemokratiet. Sådan har det ikke altid været, og med det begynder vi at bevæge os hen imod et af de ømme punkter i den lokalpolitiske karriere.

For der er sådan set plads nok i det rummelige parti, som kommunisten gik ind i for 30 år siden. I hvert fald så længe, man er enig. Særligt i de vigtige og prestigefyldte sager.

Sådan en var Kattegatcentrets pingvincenter.

Den kom i halen på et historisk horribelt 2018 for Norddjurs Kommune, som skulle spare i omegnen af 400 millioner kroner over fire år.

Alligevel blev det i starten af 2019 foreslået at yde et tilskud til Kattegatcentret på 15 millioner kroner til pingvincentret. Det kommunale tilskud var en betingelse for, at A.P. Møller Fonden og Realdania ville lægge de resterende 25 millioner kroner til centret.

»Jeg syntes, det var tåbeligt. Vi lukkede skoler, vi skruede ned for hjemmehjælpen, og vi fyrede masser af administrative medarbejdere, men vi stoppede kraftedme alligevel 15 millioner kroner i et pingvincenter, som jo ikke er en kommunal kerneopgave. Det syntes jeg, der var utrolig dårlig timing,« siger Tom Bytoft.

Den mening ytrede han også internt i Socialdemokratiets gruppe. Han vil have lov at sige, hvad han mener og føler, bedyrer han.

Alligevel stod Tom Bytoft skulder ved skulder med partikammeraterne og trykkede på ’ja’-knappen, da milliontilskuddet kom til afstemning i marts 2019.

»Jeg kunne under ingen omstændigheder gå ind for det. Indtil jeg blev kaldt til samtale med partitoppen. Både den lokale og den nationale, som sagde ’Tom, hvis du går imod det her, så er der ikke plads til dig på den socialdemokratiske liste næste gang.’ De kunne ikke ekskludere mig, men de kunne sørge for, at jeg ikke fik lov at stille op næste gang.«

Avisen har spurgt Socialdemokratiets daværende borgmester Jan Petersen, om han kan genkende Tom Bytofts udlægning af situationen.

Jan Petersen skriver dog til avisen, at han ikke ønsker at kommentere.

For Tom Bytofts vedkommende ved han godt, at man nu tænker, han gav køb på idealerne for at bevare sit sæde i kommunalbestyrelsen.

»Jeg kunne også være gået over til et andet parti, men så havde det været Dansk Folkeparti, og det havde sgu været for høj en pris. Eller jeg kunne være løsgænger, men så vidste jeg også, at min tid i politik ville være overstået, og dengang følte jeg stadig, jeg havde meget at give til den lokalpolitiske dagsorden. Så jeg spurgte mig selv, om jeg kunne leve med det her, og det kunne jeg.«

Kan ikke kende partiet

I hvor høj grad han har kunnet det, er så spørgsmålet.

Tom Bytoft lægger ikke skjul på, at han mener, at båndene fra en stadig strammere partilinje er begyndt at snære gevaldigt. Han har svært ved at få øje på den rummelighed, der gav plads til DKP’eren.

I hans optik har Socialdemokratiet længe været på vej i den forkerte retning landspolitisk, og det smitter af, når der skal laves lokalpolitik.

»Når det var Socialdemokratiet, jeg blev medlem af, var det, fordi jeg kunne se masser af de værdier, som jeg i første omgang troede på. Vi var den lille mands stemme, og vi sikrede, at der var retfærdighed i samfundet. Vi fortalte tingene på en ordentlig måde, uanset om man var stor eller lille, fra land eller by. Nu er det higen efter magten. Vi har en regering i øjeblikket, som siger, at den fører socialdemokratisk politik, men det er ikke en, jeg kan kende. Socialdemokratiet er blevet alt for højredrejet de seneste år, og det smitter også af på den lokale politik. Det er svært for en gammel kommunist,« konstaterer Tom Bytoft.

Blackout

Følelsen af, at Christiansborg er krøbet mere og mere ind i det lokalpolitiske arbejde, er en af årsagerne til, at Tom Bytoft har valgt at stoppe.

En anden er, at han mod slutningen af interviewet er ved at være træt. Det er en konsekvens af det sygdomsforløb han ad to omgange har været igennem.

Mens det hed Sønderhald Kommune, fik Tom Bytoft konstateret kræft i nyrerne. I 2021 var det i halsen, og de mange strålebehandlinger har ødelagt hans balanceorgan.

Både politiske kollegaer og borgere har oplevet konsekvenserne. Tidligere i år måtte Tom Bytoft hjælpes ud af byrådssalen på rådhuset i Grenaa, efter han blackout’ede under et kommunalbestyrelsesmøde.

Han har fået indoperet en chip i hjernen, som er med til at hjælpe med balancen, men selv med den, han han nærmest konstant følelsen af at være ude at sejle.

Han må således ikke køre bil, og »alene det er pissebesværligt,« som han tørt konstaterer.

»Og så bliver jeg bare meget hurtigt træt. Mit helbred er ikke til at være politiker mere. Når vi har været til kommunalbestyrelsesmøde, så er jeg fuldstændig smadret dagen efter. Jeg kan ingenting. Det er for dyr en pris for at være politiker,« siger Tom Bytoft.

Fortryder ikke

Sådan bliver det. Det har han også lovet sin datter, som så sig nødsaget til at optage den samtale med sin far, hvor han fortalte, at nu mente han det altså, at han var færdig som folkevalgt politiker.

Det havde han nemlig også allerede lovet før valget i 2021, indtil daværende borgmester Jan Petersen ringede og bad ham genoverveje.

»Det er en meget gennemtænkt beslutning. Det er blevet hårdere at være lokalpolitiker. Jeg er blevet 70 år, og mit helbred har drillet mig meget gennem de seneste år. Jeg har også været med i mange år nu, og jeg synes, jeg har nået min udløbsdato,« understreger Tom Bytoft.

Det ser et øjeblik ud som om, det er nu, hvor han siger ordene igen over avisen, at det går helt op for ham, at udløbsdatoen nærmer sig.

»Jeg tror, det bliver mærkeligt i de første måneder af 2026, at der ikke hele tiden tikker mails ind, og jeg bliver ringet op. Men det er en beslutning, jeg ikke fortryder ét sekund.«