Mobil musikhytte skal fyre op under børns lyst til at udtrykke sig kunstnerisk
Tirsdag 11. november bliver Sommerbæk SFO officielt en del af det landsdækkende Rabalder-program i samarbejde med Kulturskolen Skanderborg.
Med støtte fra Danske Musik- og Kulturskoler (DMK) og Nordea-fonden investerer SFO’en i en mobil musikhytte, der giver børnene fri og fleksibel adgang til musikinstrumenter lige fra trommer og keyboards til elektroniske musikværktøjer som loop-pedaler og samplere.
»Håbet er, at projektet bliver en katalysator for børns kreative og musiske udvikling, og at det skaber nye fællesskaber, hvor børn kan udtrykke sig frit og lære gennem leg og musik,« siger Tina Quottrup, souschef i Kulturskolen Skanderborg, i en pressemeddelelse.
»Vi ønsker, at musikken bliver en naturlig og inspirerende del af børnenes hverdag, og at samarbejdet mellem Sommerbæk Skole og Kulturskolen kan danne grobund for en ny måde at tænke kunst og pædagogik sammen. Derfor er vi glade for, at Skanderborg Kommune, som Rabalder-kommune, er med til at give vores børn og unge den mulighed. Det er en investering i børns trivsel, kreativitet og fællesskab,« tilføjer hun.
Rabalder projektet strækker sig over fire år, og Henrikke Undall, SFO- og indskolingsleder på Sommerbæk Skole, understreger, at der er tale om et musikalsk tilbud til skolens børn.
»Med Rabalder tilbyder vi musikalske børnefællesskaber, der involverer børnene, og hvor de hver især er vigtige for det samlede musikalske udtryk. Vi lægger op til, at den kreative og musikalske proces udvikles i samspil med børnene. Musik er et vigtigt element for de fleste mennesker. Med Rabalder giver vi børn mulighed for at dyrke deres kreativitet og udtrykke følelser, meninger og oplevelser via musikken,« forklarer hun.
Til at starte med er projektet rettet mod 3. årgang på Sommerbæk Skole. Her skal børnene arbejde med at få et instrumentkørekort og træne nogle instrumentelle færdigheder, inden de er klar til at kaste sig ud samspillets svære kunst.
Rabalder understøtter en kunstpædagogisk tilgang, hvor medarbejdere fra både SFO og Kulturskolen Skanderborg udvikler deres kompetencer i fællesskab – blandt andet gennem co-teaching, videndeling og deltagelse af eksterne kunstnere. Musikken bliver en integreret del af børnenes hverdag, og aktiviteterne tilpasses børnegruppens interesser og motivation.
»Rabalder handler om at give alle børn adgang til kreative fællesskaber i deres fritid. Vi skaber arenaer, hvor børn kan udfolde sig kunstnerisk og kreativt – dér, hvor de allerede er – og opleve glæden ved at skabe sammen. Formålet er at åbne døren til alle former for kreativitet og styrke børns mod, nysgerrighed og lyst til at lære gennem leg og skabende processer,« forklarer programleder for Rabalder ved DMK, Maja Joss-Børch.