Fortsæt til indhold

Første spadestik til ny skovbørnehave er taget

Byggeriet af Naturens Børnehus i Grenaa er nu gået i gang.

Samfund
sra

Onsdag 5. november tog Børne- og Ungdomsudvalget første spadestik til en ny skovbørnehave i Grenaa, som får navnet Naturens Børnehus. Det skriver Norddjurs Kommune i en pressemeddelelse.

Naturens Børnehus erstatter den tidligere skovbørnehave på Ydesvej og markerer begyndelsen på et grønt og moderne dagtilbud for områdets yngste borgere.

Byggeriet vil omfatte en ny bygning på 420 kvadratmeter, fordelt på tre grupper med op til 20 børn i hver, overdækkede udendørs områder, skur og udearealer.

De gamle pavillonbygninger er allerede fjernet, og arbejdet med den nye bygning er nu i gang.

Afdelingsleder Anne Mette Holm udtaler:

»Vi glæder os til at få rammer, der understøtter vores pædagogiske arbejde og giver børnene mulighed for at være tæt på naturen i hverdagen. Den nye bygning bliver både funktionel og inspirerende – og vi ser frem til at tage den i brug.«

Skole- og Dagtilbudschef Thomas Olesen tilføjer:

»Det er vigtigt for os at skabe gode og tidssvarende dagtilbud, hvor børn trives og udvikler sig. Med den nye skovbørnehave får vi et byggeri, der både tilgodeser børnenes behov og understøtter personalets arbejde.«

Naturens Børnehus skal danne rammen om et trygt, inspirerende og naturnært læringsmiljø, hvor børnene får mulighed for at udvikle sig i tæt kontakt med naturen – og med moderne faciliteter, der understøtter både leg og læring.

Byggeriet er sidste led i en opgradering af dagtilbud i Grenaa-området, hvor dagtilbuddene Landsbyen og Regnbuen tidligere er blevet renoveret, ligesom Solstrålen ved Ålsø igen er taget i brug.

Projektet er blevet til i tæt samarbejde mellem ledelse, medarbejder- og forældrerepræsentanter og et totalrådgiverteam bestående af Pluskontoret Arkitekter og Henry Berthelsen Rådgivende Ingeniører.

Hovedentreprisen udføres af Høgh & Sønberg, og det forventes, at Naturens Børnehus står klar til indflytning i slutningen af 2026.