Fortsæt til indhold

Djurslands Bank ser frem mod gigantisk overskud

Årets første ni måneder har givet et plus på 251 millioner kroner.

Samfund
SA

Trods global uro og økonomisk usikkerhed står Djurslands Bank stærkt – og det gør bankens kunder også.

Det viser resultatet for de første ni måneder af 2025, som har budt på et resultat før skat på 251,1 millioner kroner, hvilket er højere end forventet og et tydeligt tegn på robusthed blandt både privat- og erhvervskunder.

»Bankens rådgivning spiller en central rolle i kundernes økonomiske udvikling. Mange har i løbet af året forbedret deres økonomi i tæt samarbejde med banken, og vi har set betydelige tilbageførsler af tidligere nedskrivninger – et klart signal om økonomisk styrke og en god rådgivning ude i bankens filialer. Det understøtter helt sikkert bankens ry som en solid og selvstændig lokalbank,« siger administrerende direktør Sigurd Simmelsgaard i en pressemeddelelse fra banken.

2025 har samtidigt været præget af stigende boligpriser og et aktivt boligmarked også i vores del af landet
Sigurd Simmelsgaard

Bankens samlede forretningsomfang er steget med 12,0 procent til 22.361 millioner kroner, og det er drevet af vækst i udlån, garantier og privatudlån.

»2025 har samtidigt været præget af stigende boligpriser og et aktivt boligmarked også i vores del af landet. Det har skabt stor aktivitet i banken, især i formidlingen af realkreditlån via Totalkredit. Selvom en konverteringsbølge endnu ikke er realiseret, rådgiver vi løbende boligejere om mulighederne for omlægning af realkreditlån, hvilket er med til at forbedre den enkeltes kundes boligøkonomi,« siger Sigurd Simmelsgaard.

Bankens medarbejdere arbejder aktuelt med en ny strategi, der skal sikre, at Djurslands Bank udnytter og udbygger potentialet som en lokalbank i vækst.

»Det er en meget spændende proces, som jeg glæder mig over at følge. Der er ingen tvivl om, at vi under overskriften din foretrukne – lokal og ligetil skal vokse og bevare vores selvstændighed. Vi mærker hele tiden stor opbakning fra kunder og aktionærer, og en nettotilgang på 3.147 nye kunder det seneste år bekræfter os bestemt også i, at vi er en relevant og nærværende samarbejdspartner med stærke rødder i Østjylland,« siger bankdirektøren.

Forventningerne til regnskabsåret 2025 fastholdes i intervallet 285-315 millioner kroner.