Vinterherberg genopstår i nye lokaler
For andet år i træk skifter vinterherberget i Aarhus lokation.
ksa
Vinteren nærmer sig kalendermæssigt, og derfor slår Aarhus Vinterherberg dørene op i nye lokaler.
Det sker søndag den 16. november på P. O. Pedersens Vej 3 i det nordlige Aarhus.
Det er i øvrigt andet år i træk, at vinterherberget skifter lokation, og hver gang det sker, koster det tab af frivillige, oplyser Blå Kors i en pressemeddelelse.
Til åbningsreceptionen er der indgang fra Samuel Morses Vej, hvor alle borgere, frivillige, ansatte, naboer, organisationsrepræsentanter og politikere er velkomne.
Det hele begynder klokken 18.30, hvor der vil være taler af rådmand Anette Poulsen (S), biskop Henrik Wigh-Poulsen og generalsekretær Morten Skov Mogensen fra Blå Kors.