Nu falder de gamle vægge, så ny attraktion kan opstå i det nye år
Frivillige kræfter er lige nu i fuld gang knofedt og koben for at omdanne historien til nyt mødested.
På Stenvad Mosebrug er der fuld gang i forberedelserne til den store ombygning.
Stedets mange frivillige har iført sig sikkerhedssko og koben og har de sidste uger taget gulv op og brudt vægge ned – og samtidig med at den oprindelige bygning er blevet blotlagt, er en forventningsfuld stemning vokset op af fabriksgulvet.
Der er travlt – der skal være ryddet inden julemarkedet 29. og 30. november, skriver Stenvad Mosebrug i en pressemeddelelse.
Til januar når de sidste nytårsraketter er faldet til jorden, går håndværkerne i gang med også at flytte mosebruget ind i en ny epoke, hvor rigtigt mange menneskers årelange hårde arbejde i løbet af forår og sommer 2026 bliver synligt i den gamle fabrikshal.
Midt imellem gerigter og bøjede søm står Vidar Utvik, en af de mange der har taget arbejdshandsken op. Han nyder samarbejdet:
»Det handler om trivsel. Vi kommer en masse dygtige mennesker og arbejder på samme projekt. Det er dejligt. Det er også skønt at se det gamle rum dukke frem i takt med, at vi piller brædder ned. Det er jo en fantastisk smuk trækonstruktion der bærer huset. Mosebruget er et rart sted at komme og jeg bliver glad af alt det liv og alle de ideer, der trives her på stedet”, slutter han.
Skal blive kendt attraktion
Stenvad Mosebrugs leder, Ikki Knudsen, er også glad for den kommende transformation.
»Det er nu alle drømmene om fremtidens Mosebrug, for alvor skal blive til virkelighed,« konstaterer hun.
»Vi er utrolig spændte på at skulle i gang med ombygningen, og det er fantastisk at opleve den ildhu og det kæmpe arbejde frivillige bidrager med for at blive klar til at håndværkerne går i gang i januar. Det hele går op i en højere enhed med en bestyrelse, der virkeligt også vil stedet.«
De frivillige er ét element i ligningen; et andet er de midler, Norddjurs Kommune, Realdania og Lokale- og Anlægfonden putter i projektet.
»Med den store støtte kan vi skabe endnu bedre fysiske rammer til at gøre Stenvad Mosebrug til en kendt attraktion, et sprudlende mødested, kulturhus og iværksættermiljø. Vi skal være med til at tegne og formidle både fortidens og fremtidens Norddjurs, for kommunen har virkeligt meget potentiale. Stenvad Mosebrug har både fortid og rammer til at fortælle kommunens historie, for værdier som opfindsomhed, foretagsomhed og fællesskab vokser jo nærmest frem af jorden her. Udviklingen af Stenvad Mosebrug giver endnu bedre muligheder for at understøtte de fællesskaber, der er så centrale for at udvikle det gode liv på landet,« tilføjer Ikki Knudsen.
Bred opbakning
Det er ikke kun kulturhistorien, der er bærende for Mosebrugets virke.
Placeringen midt i Norddjurs’ smukke natur gør det oplagt også at formidle Norddjurs grønne bånd fra den gamle fabrik.
»Vores tog kører allerede ud blandt kronhjorte og traner, så det er oplagt at bygge videre på det,« noterer Ikki Knudsen.
Den ambitiøse udvikling kan naturligvis ikke løftes af Mosebrugets beskedne økonomi, men heldigvis er der andre, der også kan se ideen og potentialet.
»Vi har fået tre millioner kroner af Norddjurs Kommune og et tilsvarende beløb fra Realdania og Lokale- og Anlægsfonden. Uden de midler kunne vi naturligvis kun blive ved med at drømme,« understreger Ikki Knudsen og tilføjer:
»Ud over pengene til ombygningen har Nordea-fonden støttet både vores værksteder og givet os penge til et nyt lydanlæg, så vi kan holde jam hver måned. Sparekassen Danmark giver penge til aktivieter og Norddjurs Kommune har givet midler til udviklingen af toget – det er virkelig dejligt med den brede opbakning.«
Et stort EU-projekt, SIRR, som handler om modstandsdygtighed og udvikling i landdistrikterne er i fem år en væsentlig del af Mosebrugets økonomi:
»Vi skal bidrage med en del, vi skulle lave alligevel og får samtidig en stor pose penge hvert år. Derudover er der en masse meget dygtige mennesker med i projektet fra fire lande, så vi kan også hente virkelig meget læring og viden til vores hverdag i projektet.«
»Det er vigtigt, at vi fortsætter den positive udvikling, stedet har været igennem de seneste år. Vi tror meget på samarbejde, både nært og ude i verden. Vi arbejder med at skabe værdi ved at tænke i sammenhænge og synergier.«
Nye tiltag
Et andet konkret eksempel på den måde at arbejde på er et gryende turistsamarbejde mellem alle turistattraktioner i Norddjurs, store som små. Et samarbejde Stenvad Mosebrug sammen med Kyst- og Fjordcentret har fået op at stå.
Der er blevet lagt et stort arbejde på de indre linjer med at skabe en bæredygtig drift, fastholdelse af gode traditioner og med at åbne huset for flere aktiviteter og målgrupper.
»Vi har udviklet nye tiltag, som vores koncert- og måltidskoncepter ”Musik på Engkanten” og ”Bordet på Sporet”, hvor vi samarbejder med lokale kokke og musikere om at præsentere både smagen og lyden af Djursland, og vi har afholdt flere koncerter ude og inde,« siger Ikki.
Når ombygningen lukker hovedhuset i 2026, fortsætter livet i de andre bygninger, fastslår Stenvad Mosebrugscenter.
På det nyetablerede keramikværksted er der allerede nu kø til drejeskiverne og ovnen brænder lystigt, i et lokale bygger biavlere insekthoteller, mens nogle frivillige er ved at lave en ny port til hovedhusets vestgavl.
De hjælper til med at vedligeholde de mange bygninger på Mosebruget for at få mest muligt ud af de kommunale midler. Det er således planen at få endnu flere værksteder i gang i det nye år.