Kommentar: Hvis en borgmester ikke kan stå trygt i Bilka, kan ingen af os være rolige

»Jeg kunne egentlig godt tænke mig at gøre oprør, men det er ikke til at nå alt sammen,« skrev Per Højholt som en forudsigelse af den demokratiske dovenskab, som den så ud til at brede sig, før storbyferien blev truet af droner.

I indbildt fredstid sagde man, at den traditionelle valgdebat med ubekvemme stole, træk fra hallens døre, halvlunken kaffe og en række af håbefulde politikere foran hver deres roll-up, hørte fortiden til.

Man sagde, at et moderne fortravlet menneske med stærkere tilknytning til sin mobiltelefon end til sin nabo aldrig vil slukke for Netflix for at tage til et offentligt møde, der ikke handler om dem selv, men om det fællesskab, vi kalder demokrati – en skikkelig måde at være uenig på.

Man siger så meget. Optakten til kommunalvalget 2025 viste, at meget var sludder. Der har været stor interesse for lokaldemokratiet, hvilket læsningerne her på avisen og det massive fremmøde til små og store vælgermøder cementerer. Det er den slags møder, hvor mikrofonerne kun fungerer lejlighedsvist, hvor man gnubber dunjakke med en fremmed, og hvor et spørgsmål fra salen ikke er et spørgsmål fra salen, men en tilhørers trang til at dele sin livshistorie i en form, der ligger uden for, hvad man kan definere som et spørgsmål.

Interessen for at være plantebaseret frivillig for kommunen på valgdagen er stor, og det hele er meget opløftende i en tid, hvor sammenhængskraft og demokratiet ellers tager sig presset ud på den ene og anden side af kommunegrænsen: statsministeren måtte for nylig flytte til en hemmelig adresse på grund af »stigende opmærksomhed« omkring hendes tidligere hjem.

Det er intet mindre end skandaløst, at borgmester Anders Winnerskjold torsdag måtte søge ly i et lokale i Bilka og eskorteres derfra af politiet. Torsdag var en mørk dag – ikke kun for Aarhus, men for alle, der værner om et åbent og anstændigt samfund. Når intimidering får lov at dominere, udhuler vi den demokratiske grundpille. Det kan vi aldrig acceptere, for så har vi alle tabt.

Det er ikke kun Israel/Palæstina-spørgsmålet, der ikke længere egner sig til en civiliseret debat. Hver 10. politiker oplever ubehagelige og uacceptable ting af forskellig karakter. Også aarhusianske lokalpolitikere må leve på hemmelig adresse, må opleve at blive spyttet efter eller at få kastet en sten gennem ruden. Det er nedtrykkende tilbageslag for den demokratiske dyd, og man kunne frygte, at det ville få os til at dukke os endnu mere.

Men tværtimod virker det som om, at mange har rettet ryggen. Vi skal ikke pege på samme kandidat, bliver aldrig enige om alt, men må stå sammen om at tage afstand fra alt, der truer de demokratiske værdier. Vi skal behandle vores demokrati og vores politikere ordentligt, og de uhyrlige eksempler på det modsatte er måske årsagen til, at vi stadig står sammen om det, der kan splitte, men som ingen vil undvære: det store, besværlige »vi«.

En masse aarhusianere involverer sig heldigvis stadig i demokratiet ved at skrive et læserbrev, dele en artikel eller møde op til et valgarrangement, som tusindvis af østjyder har gjort det i de seneste uger. Det er opskriften på lokaldemokratiets overlevelse: et reelt folkestyre et sted mellem træk, kaffe og teknisk bøvl, men hvor der aldrig er plads til anslag mod det.

Nu handler det om det sidste træk; at komme ud og stemme på tirsdag, så al frygten om lav valgdeltagelse også kan blive gjort til skamme. Det vil være en sejr, uanset hvem der vinder.