Fortsæt til indhold

Jakob sprænger rumskib og vinder Game Jam

Parasitter og eksplosioner: Jakob triumferer med rumskibsdrama ved Viborg Animation Festival.

Samfund
LNT

Det var en overrasket, men glad multimediedesign-studerende Jakob K. Jensen, der kunne tage prisen som Årets Game Jam-vinder med hjem fra Viborg Animation Festival.

»Hold da op,« var hans første reaktion, da dommerne afslørede, at hans hold havde vundet for at lave festivalens bedste spil.

Et ’game jam’ er et event, hvor deltagerne over 1-3 dage arbejder intenst i grupper om at skabe et spil ud fra et tema. For alle lød temaet på ’10 gange 10’.

Rumskib i flammer

Jakob og hans hold lavede et escaperoom-inspireret spil, der foregår på et rumskib, der var ved at eksplodere og fyldt med parasitter, hvor man skal gennem 10 rum og finde 10 bogstaver for at vinde.

Selv deltog den 28-årige studerende som kunstner og stod blandt andet for nogle af spillets visuelle sprints og lydeffekter.

Jakob har tit været til festivalen i Viborg, men det var hans første game jam nogensinde. Så det var stort rent faktisk at stå foran dommere fra industrien – og så vinde.

Fra Kjellerup til Grenaa

Jakob K. Jensen er tilflytter til Grenaa fra Kjellerup for at læse multimediedesign med fokus på spiludvikling på Dania Games, hvor han nu er på 3. semester.

Design og markedsføring kan han godt lide – og at skabe game-karakterer.

Han fremhæver både undervisningen og fællesskabet på uddannelsen.

Der er et godt studiemiljø med fester, og alle snakker godt med hinanden. Man møder en masse mennesker, man har noget tilfælles med. Underviserne ved, hvad de taler om – og de er meget karakteristiske.

Forsvarer titlen næste år

Efter sejren i Viborg er Jakob ikke i tvivl om, at han vender tilbage næste år: »Jeg skal jo forsvare min titel.«