Skærm langs motorvejen er klar: 374 boliger får mindre støj
Vejdirektoratet er færdig med opsætningen af en 1.300 meter lang og syv meter høj støjskærm langs Nordjyske Motorvej ved Vorup.
Arbejdet med at etablere en ny støjskærm ved Vorup er afsluttet, og støjskærmen står nu klar på den nordøstlige side af Nordjyske Motorvej.
Det skriver Vejdirektoratet i en pressemeddelelse.
»Vi har, allerede inden vi gik i gang, mødt stor opbakning fra naboerne til projektet, som nu får rigtigt meget glæde af den næsten halvanden kilometer lange støjskærm. Derudover er der to grundejerforeninger, som har støttet aktivt op om projektet. For 229 boliger vil støjen være markant reduceret med mellem tre og seks decibel, og 145 boliger får en hørbar reduktion af motorvejsstøjen,« siger Martin Henriksen, der er projektleder i Vejdirektoratet, i pressemeddelelsen.
Detailplanlægningen af støjskærmsprojektet gik i gang i januar 2025, og første spadestik blev taget i marts 2025. Skærmen er syv meter høj og 1.300 meter lang.
80 ton stål svæver over vej
En vigtig del af projektet har været at bygge og montere Vejdirektoratets hidtil største portalkonstruktion i stål. Den måler 50 meter i længde, 2,5 meter i bredde, 0,7 meter i højde og vejer 80 ton.
Portalen løser problematikken med at videreføre støjskærmen på den del af strækningen, hvor hovedvejen Hammelvej løber under Nordjyske Motorvej. Her har det ikke været muligt at montere støjskærmen langs motorvejen, som man sædvanligvis gør.
»Portalen er egentlig en selvstændig bro, der bærer støjskærmen på det 50 meter lange stykke over Hammelvej. Så man har fået en helt særlig og også - i hvert fald for os - historisk løsning i Vorup, for det er vores største stålportal til dato,« fortæller Martin Henriksen.
Selve monteringen af stålportalen, som lå i slutfasen af arbejdet med støjskærmsprojektet, foregik i weekenden 5. og 6. september, hvor det lykkedes DAV Nordic at blive færdige med monteringsarbejdet før tid.
»Vores entreprenør har arbejdet effektivt, og portalen var monteret efter 50 timers arbejde. Det betød, at vi kunne ophæve afspærringen ved Hammelvej otte timer før forventet. Samtidig var til- og frakørslerne til motorvejen åbne for trafik under hele monteringsarbejdet, så vi har lagt kræfter i for at være til mindst mulig gene for trafikanterne,« siger projektlederen.
Støjskærmen har som sagt til formål at reducere støjen for beboere i Vorup.