Fortsæt til indhold

Det flyder med hårde stoffer i Aarhus: Sådan vil Venstre slå ned på problemet

Borgmester sidder på hænderne, lyder kritik. To af fem punkter i Venstre-forslag er genbrug

Samfund

Opioider, kokain og andre illegale stoffer er blevet hverdag i Aarhus, særligt blandt unge og i nattelivet.

Sådan lyder det fra Venstres politiske leder i Aarhus, Christian Budde, der nu lancerer fem forslag, der skal føre til mindre brug, besiddelse og handel af/med stoffer.

Christian Budde vil med egne ord have større og stærkere værktøjer i værktøjskassen.

To af de fem punkter i forslaget er genbrug fra et udspil, Christian Budde som rådmand for Sundhed og Omsorg i oktober i år lancerede sammen med rådmændskolleger fra Aalborg og Odense.

Ifølge Christian Budde er det nye forslag et forsøg på at bremse rekrutteringen til misbrug, skubbe de tvivlende i den rigtige retning og sende et klart signal til bagmændene om, at de ikke er velkomne i Aarhus.

Budde retter en kritik af borgmester Anders Winnerskjold (S) og justitsminister Peter Hummelgaard (S) for at »sidde på hænderne«, mens problemerne vokser.

»Det her handler ikke om flere fine ord og halvbløde udspil. Det handler om vores unges sikkerhed og familiers tryghed. I Aarhus kan vi måle et alt for voldsomt forbrug i spildevandet, eksempelvis efter festivaler, og nattelivet melder om normalisering af kokain og opioider. Tiden for skåltaler er forbi. Nu skal der handles og strammes op for sanktionssiden,« siger Christian Budde.

Budde understreger, at Aarhus har et tæt og velfungerende samarbejde med politi, dørmænd og restauratører, men at kommunen ikke kan løfte opgaven alene.

»Borgmesteren har i tre år haft ansvaret for rusmiddelområdet i Aarhus som rådmand, inden han blev borgmester for et år siden. Anders Winnerskjold har slået sig op som handlekraftig mod det eskalerende opioidproblem, men virkeligheden er, at hans fokus på styrket forebyggelse er utilstrækkeligt, og der har desværre ikke været en vilje fra hans eller Socialdemokratiets side til at kigge på de nødvendige skærpede sanktioner eller til for alvor at tage fat i justitsministeren,« siger han.

Venstre i Aarhus opfordrer justitsministeren til straks at udvide indsatsen Ungdom uden opioider til også at omfatte kokain og øvrige illegale stoffer, samt give kommuner og politi hjemmel til denævnte værktøjer nationalt.

»Justitsministeren anerkender problemet, men anerkendelse stopper ikke misbrug. Vi har brug for næste skridt nu. Aarhus er klar. Regeringen må være det samme,« siger Christian Budde.

Derudover har Budde tidligere skrevet et brev direkte til justitsminister Peter Hummelgaard, for netop at understrege at kommunerne har brug for flere redskaber og en mere konsekvent indsats på området. Det har indtil videre kun medført en høflig kvittering.

Vi har kontaktet Aarhus’ borgmester Anders Winnerskjold for at få en kommentar til Christian Buddes kritik og venter i skrivende stund på en tilbagemelding.