Michael og hans jule-Volkswagen Lupo lyser op i mørket
Michael Klessner Juul Santangelo spreder atter julelys og glæde fra Skagen til Gedser.
Michael Klessner Juul Santangelo, 47, fra Mesballe ved Ryomgård er igen på farten med sin jule-Volkswagen Lupo, der er blevet kendt og elsket fra Skagen til Gedser og fra Dronning Mølle til Kongeåen.
Hans bil, pyntet med julelys og en oplyst kane, bringer glæde til både børn og voksne i hele landet.
En lys idé
For seks år siden fik Michael Klessner Juul Santangelo den strålende idé at plastre sin bil til med julelys i form af lyskæder i alle regnbuens farver.
Ikke nok med det, han spændte også en ligeså oplyst kane på en trailer efter bilen med en vaskeægte nisse til at styre hele foretagendet.
Det vakte først masser af opsigt lokalt, men siden fik hans sjove oplæg til en rigtig for(h)jul så meget airplay i både skrevne og digitale medier plus i de, der serverer levende billeder, at hans bil blev landskendt.
»Det er da lidt hårdt og nogen gange træls, når jeg står og sætter lys på bilen, fordi det er lidt af et arbejde, men når jeg har kørt den første tur og været ude på et hospice, plejehjem eller i en børnehave, så har det været alle pengene værd,« siger Michael Klessner Juul Santangelo.
At se de glade smil og mærke den varme og interesse, som jeg bliver mødt med, er bare så fantastisk.
Glæde og varme
Michael Klessner Juul Santangelo har allerede været på farten længe i november, og det er til alle verdenshjørner i Danmark.
»Hillerød, København, Esbjerg, Padborg, Aarhus og en masse lokale steder på Djursland har booket mig, og der kommer endnu flere frem mod jul. Så du kan nok regne ud, at jeg får kørt nogle kilometer.«
»At se de glade smil og mærke den varme og interesse, som jeg bliver mødt med, er bare så fantastisk. Tænk at kunne gøre andre mennesker glade og taknemmelige med et lille initiativ, som mit.«
Non-profit
Michael Klessner Juul Santangelo tjener ikke penge på sin gimmick. Han gør det udelukkende con amore.
»Når det handler om velgørenhed, er jeg gratis. Hvis det er cityforeninger, der vil have mig ud, aftaler vi en pris.«
Det overskud, der genereres på en julesæson, kommer hjemløse i Aarhus til gode.
»Jeg har tidligere købt jeg huer, handsker og jakker, som jeg jul tog ud til Værkstedet i Aarhus, hvor mange hjemløse holder til, for at aflevere personligt, så jeg var sikker på, at tingene endte hos de, der havde et stort behov,« fortæller Michael Klessner Juul Santangelo.
»Det vakte glæde, og jeg kørte da også tomhændet hjem. Det varmede hos modtagerne, og det varmede også hos mig at se nogle mennesker, der virkelig har behov, være taknemmelige og glade,« siger Michael Klessner Juul Santangelo.