Fortsæt til indhold

Mødrehjælpen slår alarm: Tusindvis af østjyske familier har ikke råd til at holde jul

Allerede nu har over 2.000 familier i Østjylland, herunder 150 familier fra Skanderborg, søgt om julehjælp hos Mødrehjælpen. Det vækker bekymring hos organisationen.

Samfund

»Jeg går med ondt i maven over, det igen bliver jul, og jeg ikke kan give min søn det, han burde have. Jeg har ikke råd, og han sagde forleden, at han gerne ville bruge sine lommepenge – han har sparet 53 kr. op – på et juletræ.«

Sådan lyder det fra en mor, der har søgt Mødrehjælpen om julehjælp.

Allerede nu godt et par uger inden ansøgningsfristen 2. december har 4.600 familier i Region Midtjylland og 2.175 i Østjylland – heriblandt 150 familier fra Skanderborg Kommune – søgt om hjælp til at komme gennem julen og det vækker bekymring hos Mødrehjælpen.

»I Mødrehjælpen ser vi tydeligt, at presset fortsat er stort. I løbet af den første måned, hvor der har været åbent for ansøgninger, har 4.618 søgt om julehjælp i Region Midtjylland,« oplyser Anne Hougaard, formand for Mødrehjælpens lokalforening i Aarhus.

»Når vi møder familierne, mærker man, hvor stor en daglig kamp det er at få pengene til at række. Mange forældre må skære ned på selv små ting, og børnene mærker tydeligt, at julen bliver anderledes end forventet. Det er svært at se, hvor meget det fylder i børnenes og forældrenes hverdag,« understreger hun.

Ifølge Anne Hougaard er behovet for julehjælp stadig stort.

Mange har allerede nu - godt to uger inden ansøgningsfristen - søgt Mødrehjælpen om julehjælp. Det vækker bekymring hos direktør Ninna Thomsen. Foto: Lasse Skovgaard Hansen

»Hver ansøgning repræsenterer en familie, som forsøger at skabe en god jul, men hvor ressourcerne simpelthen ikke slår til. Julen, der skulle være glædens og forventningens tid, bliver for mange præget af afsavn og bekymring,« konstaterer hun.

På landsplan har 19.283 familier søgt om julehjælp. Det er familier, der ikke har råd til julegaver, pynt og fælles hyggestunder.

I en ny rundspørge blandt Mødrehjælpens Familiepanel svarer 90 pct. af forældrene, at de bekymrer sig om, om de har råd til at holde jul. Samtidig svarer 84 pct. at de oplever, det er meget eller lidt sværere at få pengene til at række i år sammenlignet med sidste år.

Selvom mange prøver at skærme deres børn fra de økonomiske bekymringer i højtiden, så svarer hele 59 pct. også, at deres børn i høj eller nogen grad bekymrer sig om familiens økonomi op til jul.

»Det er familier, som konstant skal prioritere benhårdt, og hvor de mest basale behov ikke altid kan dækkes. Flere forældre fortæller, at de har måttet springe måltider over, at de ikke kan købe lægeordineret medicin, eller at de må afmelde fritidsaktiviteter for børnene, simpelthen fordi de ikke har råd,« fortæller Ninna Thomsen, der er direktør i Mødrehjælpen.

Det går også hårdt ud over juletraditionerne for mange af familierne: 72 pct. oplever, at de må undvære julemad, pynt eller traditioner, og 43 pct. svarer, at deres børn ikke kan deltage i juleaktiviteter som for eksempel skole- eller klassearrangementer, fordi det er for dyrt.

»Det viser tydeligt, hvorfor julen for mange familier ofte er forbundet med uro og dårlig samvittighed. De har ikke råd til julegaver, pynt eller fælles hyggestunder, og det pres mærkes især af børnene. Julehjælpen er derfor helt afgørende for, at de kan få en jul at glæde sig til,« tilføjer Ninna Thomsen.