Fortsæt til indhold

Er Aarhus blevet for dyr for pædagoger? »Regningen ender hos børnene«

Nye tal viser, at 27 af landets kommuner har fået færre pædagoger, hvor Aarhus er en af dem.

Samfund

På fem år har Aarhus Kommune fået 127 færre pædagoger, selvom der er ansat flere medarbejdere i kommunernes daginstitutioner.

Det skriver BUPL i en pressemeddelelse.

Fra 2019 til 2024 er der ansat 7.528 flere medarbejdere på landsplan. Og Aarhus er langt fra den eneste kommune, hvor man ser en nedgang. Samme tendens kan ses i 27 kommuner på tværs af landet. Det viser tal fra Danmarks Statistik.

»Det her var ikke intentionen med minimumsnormeringer. Alle røde lamper bør blinke, når flere kommuner har fået færre pædagoger, selvom der er ansat langt flere medarbejdere. Regningen ender desværre hos børnene, når der bliver for langt mellem pædagogerne, fordi det går ud over fagligheden og dermed kvaliteten,« siger Elisa Rimpler, der er formand for BUPL.

Siden 1. januar 2024 har der skullet være en pædagogisk medarbejder pr. tre børn i vuggestuer og en pr. seks børn i børnehaver.

Elisa Rimpler påpeger, at gode vilkår er en forudsætning for, at flere skal få lyst til at blive i pædagogfaget. Det kan f.eks. være et godt arbejdsmiljø og tiltag som seniordage og mentorordninger.

Dernæst understreger hun, at boligpriser og børnetal har en stor betydning for, hvor mange pædagoger kommunerne har behov for, og om de har råd til at bosætte sig i kommunen.

»Det bør give stof til eftertanke for kommunalpolitikerne, hvis pædagogerne forlader kommunen. De bør have en klar plan for, hvordan de vil sikre pædagoger nok til børnene blandt andet ved at merituddanne erfarne pædagogmedhjælpere og pædagogiske assistenter, og samtidig bør de finde løsninger, så pædagoger også har råd til at bo i deres kommune,« siger formanden.