Michael er klar til forhandlinger, men måske tvinger rund kæreste ham på hospitalet
Michael Christensen kommer ikke til at overvære sin kones fødsel via livestreaming, lyder det.
18. november 2025.
Ud over at være datoen, der er kommunal- og regionsrådsvalg, er det også den dato, Caroline Winther Boye har termin.
Hun er kæreste med Liberal Alliances spidskandidat i Aarhus, Michael Christensen, og han kan i de kommende 12-15 timer komme til at stå i en tilspidset situation. Liberal Alliance står nemlig til at få et godt valg, og hvis alt går vel, skal 38-årige Michael Christensen i aften og nat være med til forhandlinger om, hvordan de politiske poster i Aarhus Byråd skal fordeles.
”Liberal Alliance står godt i nationale meningsmålinger, men vi er et ret nyt parti i kommunalvalgregi. Vi har sat os et mål om at vi skal have det bedste valg i Aarhus nogensinde. Vi skal over 3,7 procent af stemmerne, og så skal vi ind og lave så meget om, som det kan lade sig gøre med de mandater, vi får,” siger Michael Christensen.
Han og topgravide Caroline Winther Boye har til formiddag stemt i Ceresbyen i Aarhus. Over middag skal han forberede sig til i aften og have et indledende møde med Liberal Alliance i Aarhus’ forhandlerteam.
Inden Michael Christensen og forhandlerteamet tager mod rådhuset i aften, skal de forbi en stor fest for lokale LA-medlemmer og frivillige på klubben LouLou i Aarhus.
Hvad nu, hvis din kæreste rent faktisk føder i aften? Skal hun så bare sende en selfie fra hospitalet?
”Nej, det skal hun ikke. Der bliver ikke tale om en livestreaming. Jeg skal selvfølgelig være der, hvis det sker, og der er en stor plan for, hvordan vi gør, hvis det sker. Jeg tror, vi er enige om, at vi skubber det 24 timer. Det er det, vi krydser fingre for lige nu. Den lille bestemmer selvfølig selv, men vi håber, at han er en fornuftig fyr,” siger Michael Christensen med et grin.
Hvis ”den lille ”beslutter sig for, at han vil have fødselsdag 18. november, smutter Michael Christensen i al hast fra rådhuset og overlader de politisk forhandlinger til sine partikolleger.
Hvis han ellers ligner en, skal den lille i øvrigt hedde Erik.