Fortsæt til indhold

Ry Golf lukrerer på national tendens: »Der er tale om usædvanligt mange«

Danskerne flokkes i bunkere og fairways. Hos Ry Golf mærker man i den grad også medlemsfremgang. Og det særligt blandt de unge medlemmer.

Samfund

Hos Ry Golf er der noget, der går gevaldigt over par.

Men det gør nok ikke så meget. Der er nemlig tale om medlemstallet i golfklubben, som er i en imponerende vækst.

På trods af, at klubben - i den nuværende konstellation - kun er ét år gammel, så har man raget 550 betalende medlemmer til sig.

Hvad der er nok så vigtigt er, at de unge medlemmer på under 30 år udgør omkring 40 pct. af det tal. Der er nemlig 220 medlemmer i den unge kategori.

Billedet i Ry Golf er imidlertid et spejl på en national tendens: Danskerne vil i hidtil uhørt grad gerne svinge 7’er-jernet og prøve kræfter med golfsporten.

På Din Avis Skanderborgs søstermedie er det tidligere beskrevet, hvordan Dansk Golf Union (DGU) oplever rekordmange medlemmer. Og det særligt i det østjyske, hvor Ry Golf altså tæller med.

Torben Sørensen er bestyrelsesformand i Ry Golf og glæder sig over en »usædvanlig« medlemsfremgang. Foto: Ry Golf

»Usædvanligt«

Bestyrelsesformand i Ry Golf Torben Sørensen glæder sig naturligvis over udviklingen i den lille klub.

Ifølge ham er det blandt andet resultatet af en målrettet indsats for at lokke flere unge til at tegne medlemskab.

»Det er selvfølgelig bevidst fra vores side af. Vi ved, at hvis vi kan fange de unges opmærksom, så er der en større sandsynlighed for, at vi kan fastholde dem som medlemmer, når de bliver ældre,« siger Torben Sørensen.

Formanden betoner, at det er vigtigt i en golfklub med et godt miks af aldersgrupperne. Der vil nemlig altid være nogle af de ældre, der falder fra af den ene eller den anden årsag.

Den målrettede indsats har udmøntet sig i en øget tilstedeværelse på sociale medier for Ry Golfs vedkommende. Torben Sørensen forklarer, at kommunikationen ud til den unge målgruppen er det vigtigste redskab. Også derfor har de engageret et bureau til at hjælpe med det. Og så har man også udpeget en kommerciel koordinator, der skal varetage kontakten til de unge.

»Vi har jo ansat Emil Graversen som koordinator, og han bliver en af nøglerne til at fortsætte den positive udvikling,« siger Torben Sørensen.

Emil Graversen på 29 år er selv ny golfspiller i klubben, og har som koordinator til opgave at sørge for de unge medlemmers integration i klubben samt at tiltrække flere nye medlemmer. Til det formål har han blandt andet oprettet en Tiktok-kanal.

»Vi forsøger at ”tappe” ind i de trends, de unge finder relevante. Vi har kun lavet et par videoer indtil videre, hvor vi har lavet lidt sjov med det. Jeg har eksempelvis haft min kæreste med ude at spille, og der viste vi, at man altså ikke behøver kunne noget bestemt, for at starte til golf,« siger Emil Graversen.

Ry Golfs egne initiativer kombineret med en god og stor indsats fra DGU er årsag til den positive udvikling, ifølge Torben Sørensen.

»Det hele har jo samlet gjort, at vi har helt usædvanligt mange unge medlemmer. Men det er også uhørt mange medlemmer, vi har skaffet totalt set det seneste år,« siger han.

Selv er Emil Graversen ganske ny i golfspillet. Alligevel er han nu i spidsen for indsatsen for at lokke flere nye - gerne unge - medlemmer til Ry Golf. Foto: Ry Golf

Mere liv og ingen Soundboks

Spørger man Torben Sørensen er det slet ikke til at overse, at der er kommet mange medlemmer i Ry Golf på det seneste.

»Det har skabt en masse liv i klubben, på banerne og i cafeteriet, og det giver bare en helt anden dynamik,« siger han.

Det er, må man forstå på bestyrelsesformanden, »meget værdsat« af alle i Ry Golf, at der kommer mange unge til.

En digital og hurtig ungdom på den ene side og en langsom gentlemansport som golf på den anden, kan meget vel fodre nogle forestillinger om, at der pludselig er bliver spillet golf med Breezere i den ene hånd og en Soundboks i den anden.

Men det er heldigvis langt fra virkeligheden, slår Torben Sørensen fast.

»Det har slet ikke været tilfældet, og der er heller ingen brok over det. Når man kommer ind i golfverdenen, lærer man jo noget om etikette, og det er de unge mennesker rigtig god til at efterleve,« siger han.

Og netop fraværet af høj larm og blinkende skærme er lige præcis noget af det, golfsporten kan, som appellerer til flere og flere unge, ifølge Emil Graversen:

»Vi var selv nogle venner, der gerne ville prøve det, og vi oplevede, at vi var sammen på anden måde. Man bruger jo slet ikke sin telefon, når man spiller golf. Vi gik jo sådan set bare en tur sammen og spillede en fed sport.«