Fortsæt til indhold

Nyt hospice med i konstitueringsaftalen

Støtteforening glæder sig over frugten at mange års kamp.

Samfund

Det nye regionsråd har allerede på dag ét sendt humøret i top hos Støtteforeningen for Hospice Østjylland. Det sker med et enkelt afsnit i den nye konstitueringsaftale for regionen:

»Der igangsættes en proces med henblik på, at regionsrådet i 2026 kan træffe beslutning om etablering af et nyt hospice i regionen.«

For støtteforeningens næstformand, Villy Helleskov, er det et tydeligt signal om, at mange års arbejde for et nyt hospice nu har båret frugt.

»Det er utrolig glædeligt, at et nyt hospice er omfattet at konstitueringsaftalen. Nu er det på den politiske dagsorden, som politikerne har skrevet under på. Vi er meget glade for, at politikerne nu endelig tager det ansvar på sig. Med de møder, vi har haft med politikerne, så er vi meget fortrøstningsfulde. Det er det tætteste, vi endnu har været på at komme i gang med projektet,« siger han.

Støtteforeningen for Hospice Østjyllands medlemstal et støt voksende, og foreningen tæller i dag over 1400 medlemmer. Egenkapitalen er vokset til en lille million kroner og foreningen har en tinglyst forkøbsret på en velbeliggende grund ved Fruering.

I snart 13 år har Villy Helleskov arbejdet for et nyt hospice i Østjylland. Nu ser arbejdet ud til at bære frugt. Arkivfoto

Af konstitueringsaftalen fremgår det, at regionen vil gå i dialog med relevante aktører for at vurdere behovet for øget hospicekapacitet i regionen, så forskellige ønsker og behov tilgodeses og der sikres et solidt økonomisk grundlag.

»Vi håber naturligvis rigtig meget på, at det bliver her i Fruering, det nye hospice skal ligge. Der er også andre aktører, blandt andet i Viborg, men vi er dem, der er længst i arbejdsprocessen. Det vil undre os meget, hvis det ikke bliver her,« understreger Villy Helleskov.

»Inderst inde er det svært ikke at juble i dag, men vi tør ikke fejre det før der står Skanderborg i aftalen. Når det sker, så skåler vi i champagne,« tilføjer han.