Imod alle odds - Djurslands mest udskældte politiker brager ind i regionen
Else Søjmark har fået et imponerende personligt valg, efter partifællerne ellers vendte hende ryggen oven på miseren med lægebilen i Grenaa.
Else Søjmark (S) er genvalgt til regionsrådet i Region Midtjylland med et imponerende personligt valg på 6596 stemmer.
Hun overgår dermed sit i forvejen imponerende valg i 2021, hvor hun fik 6415 personlige stemmer.
På den socialdemokratiske liste er hun dermed kun overgået af den nu detroniserede regionsrådsformand Anders Kühnau.
»Jeg er enormt stolt og ydmyg over for valgresultatet. Jeg har en både fået en bred opbakning på Djursland, men også i hele regionen, hvor jeg har hentet over 2000 stemmer i alle regionens kommuner uden for Djursland. Det er der ikke mange, der har, og det tager jeg som en anerkendelse og en tillid til mit arbejde,« siger Else Søjmark.
I strid modvind
Hun bliver valgt som nummer fire, og den udvikling stod absolut ikke i stjernerne for et år siden, da den socialdemokratiske partiforening i Grenaa vendte hende ryggen og og i stedet satsede på Karoline Bergkvist Søgaard som ny kandidat til regionen.
Det skete i efterdønningerne af en af de mest betændte sager på Djursland i de senere år.
I efteråret 2023 blev det i regionens budget foreslået at spare lægebilen i Grenaa væk. Området skulle i stedet dækkes af lægehelikoptere fra Aarhus.
Det førte til massive protester og demonstrationer på Torvet i Grenaa, og selv om der i regionsrådet tegnede sig et flertal for budgettet, krævede både borgere og socialdemokratiske partifæller at Else Søjmark skulle stemme imod budgettet for at markere den lokale protest og være Djurslands stemme heri.
Søjmark valgte dog at stemme for budgettet og blev derefter lagt på is af mange af de lokale socialdemokrater.
Vælgerforeningen i Grenaa indstillede i stedet Karoline Bergkvist Søgaard.
I partiforeningen i Grenaa blev det drøftet, om man skulle støtte den ene eller den anden kandidat, men da der ikke kunne opnås enighed om, hvem det skulle være, har bestyrelsen besluttet at lade det være op til medlemmerne at afgøre, hvem der skal være kandidaten fra Norddjurs, og hvem der skulle stå øverst på stemmesedlen af kanidaterne fra Djursland.
Afstemningen blev gennemført i marts i år. Den endte med en knusende sejr til Else Søjmark på 69 mod 43 fra de afgivne 112 stemmer.
Ligesom ved valget for fire år siden har Else Søjmark hentet personlige stemmer i samtlige 19 kommuner i regionen.
Et nærmere kig på stemmetallene viser dog også, at der har været behov for opbakning uden for hjemstavnen i Norddjurs for at få det flotte valg.
I Norddjurs Kommune taber Else Søjmark således næsten 2000 stemmer. Her fik hun 4561 personlige stemmer i 2021, mens 2568 stemte på hende ved valget i tirsdags.
Ikke overraskende har hun fået den største lokale vælgerlussing på sin hjemmebane i Grenaa.
Det var her, lægebilen forsvandt fra og med placeringen helt ude på Djurslands næsetip også det område, hvor borgerne, på grund af afstandene, har ytret mest utryghed ved udsigten til at miste lægebilen.
På afstemningsstederne i henholdsvis Grenaa Idrætscenter og i Kulturhuset Pavillonen har Else Søjmark mistet 515 og 792 lokale stemmer.
En del af det tabte har hun dog hentet hos naboerne i Syddjurs Kommune, hvor Else Søjmark har fået mere end 800 flere stemmer denne gang i forhold til 2021.
»Denne gang var vi to kandidater fra partiforeningen i Grenaa, som var opstillet, og med alt det der er sket - som jeg selvfølgelig helst havde været foruden - så havde jeg naturligt nok forventet en nedgang. Men når jeg ser på Djursland som helhed, hvor det er lykkedes at få næsten 4500 stemmer, så er jeg stolt som regionsrådsrepræsentant, og det giver et solidt grundlag til understøttelsen af Djursland i hele regionen,« vurderer Else Søjmark.
Brænder fortsat for psykiatri
Else Søjmark startede den indeværende valgperiode som formand for Udvalget for nære sundhedstilbud. Efter to år skiftede hun til posten som formand for Psykiatriudvalget.
Hvordan verden kommer til at se ud for hende i det nye regionsråd med Anders G. Christensen (V) som formand, ved hun ikke endnu.
Sikker er hun dog på, at kræfterne skal bruges på en stor del af det arbejde, som hun også de seneste to år har brugt energien på.
»Vi har arbejdet hårdt på noget, som er et kæmpe problem, at vi har så mange børn og unge, som hænger i ventepositioner i psykiatrien. Det er ikke kun et problem i vores region, men i alle dele af landet, og jeg forventer mig meget af, at vi som et led i 10 års planen får lavet nogle lettilgængelige tilbud i kommunerne, som ikke kræver henvisning og som regionen skal understøtte. Vi kan i langt højere grad samarbejde med kommunerne nu og få tidligere fat om problemerne, og det er et arbejde, jeg stadig brænder meget for at fortsætte,« siger Else Søjmark.