Fortsæt til indhold

Kommune lokker de unge hjem med gratis busser og juleknas

En del af en større kampagne for at skabe bosætning starter allerede midt i den søde juletid.

Samfund
sica

Som et helt nyt initiativ henter Norddjurs unge fraflyttere hjem til jul. Det sker i forbindelse med, at kommunalbestyrelsen i Norddjurs Kommune i september vedtog en konkret bosætningsstrategi.

En af indsatserne er at holde kontakten til de unge fraflyttere, når de er flyttet ud af kommunen for at tage en uddannelse. Og allerede denne jul er der iværksat julebusser.

Det skriver Norddjurs Kommune i en pressemeddelelse.

22. december sender Norddjurs Kommune to busser hjem til jul, der standser i de fire store studiebyer.

Én der kører fra København via Odense, Fredericia, Aarhus, og én der kører fra Aalborg, Randers og Auning.

Der er i alt ca. 100 gratis pladser på de to busser, der også indeholder juleknas og hygge til passagererne.

»Med julebusserne vil vi rigtig gerne bevare kontakten til de unge. Egentlig sige, ’dejligt at I flytter ud og tager en uddannelse, men husk Norddjurs og alt det, vi har at byde på. Spændende jobmuligheder, meget bolig for pengene, masser af fællesskab og meget andet.’ Og julen er bare en særlig mulighed for at minde de unge om Norddjurs, selvom de ikke bor i kommunen lige nu,« siger stabschef Karen Meisner Christensen.

Flere indsatser næste år

Et andet initiativ, som er i støbeskeen, er en markedsføringskampagne til de sociale medier.

Norddjurs Kommune efterspurgte først på efteråret familier, iværksættere m.fl., der skulle deltage i korte videoer om deres hverdag i Norddjurs.

Interessen var ifølge Norddjurs Kommune stor og glæder sig derfor til at offentliggøre kampagnen sidst på året.

De to indsatser er en del af en række initiativer, der skal tages det kommende år, hvor den nye bosætningspolitik skal realiseres.

»Vi vil gerne tiltrække endnu flere borgere til Norddjurs, for vi har rigtig meget at byde på til alle livsfaser. Med den nye bosætningsstrategi sikrer vi, at vi sætter gang i de rigtige indsatser for at bevare relationen til de unge, tiltrække småbørnsfamilier og kvalificeret arbejdskraft,« slutter Karen Meisner Christensen.