Fortsæt til indhold

Et år uden rødt kød på rådhuset: Så meget CO2 er der sparet

Som en af de første i Danmark har rådhuskantinen på Skanderborg Fælled sløjfet oksekødet. Efter lidt indkøring har køkkenpersonalet og frokostgæsterne taget de grønne retter til sig.

Samfund
bo

Det er meget lang tid siden, det har duftet af stegte hakkebøffer, bolognese eller oksesteg i rådhuskantinen på Fælleden.

For et år siden besluttede koncernledelsen i Skanderborg Kommune nemlig, at Skanderborg Fælled ikke længere skal servere oksekød.

I året op til beslutningen – fra 1. november 2023 til 31. oktober 2024 – blev der indkøbt 584,5 kilo oksekød til kantinen på Skanderborg Fælled. Det seneste år er der kun indkøbt 2,7 kilo oksekød, og det dækker over en restordre, som blev lagt lige inden omlægningen.

Rådhusets nej-tak til oksekød har medført en besparelse på hele 43.541 kilo CO2, viser en opgørelse fra Skanderborg Kommunes afdeling for Klima og Grøn omstilling på baggrund af Concitos gennemsnitstal – Den Store Klimadatabase – for oksekød.

43,5 tons CO2 på ét år er jo ikke bare tal på et papir. Det er noget, vi kan mærke og måle. Det er fedt at vide, at maden på rådhuset gør en forskel for klimaet
Klaus Aaby Aaes, køkkenchef, rådhuskantinen

Beslutningen har været et lidt af et benspænd for personalet i kantinen på rådhuset, men også en faglig udfordring, der har givet ny energi.

»Det har været svært. Mindsettet skulle være anderledes, og det skulle vi lige vænne os til. Vi har måttet finde alternative retter, bruge andre krydderier og skrue op for smagen, især når vi arbejder mere plantebaseret. Vores kokke har heldigvis hænderne og hovedet skruet godt på, og de har klaret det fremragende,« siger køkkenchef Klaus Aaby Aaes.

Han glæder sig især over, at ændringen gør en reel forskel:

»43,5 tons CO2 på ét år er jo ikke bare tal på et papir. Det er noget, vi kan mærke og måle. Det er fedt at vide, at maden på rådhuset gør en forskel for klimaet,« understreger han.

Reaktionerne blandt gæsterne har været blandede. Nogle har savnet de klassiske retter, mens andre har taget imod de grønne alternativer med åbne arme.

Okeskød er dømt ude på Fælleden, men fisk og lyst kød er stadig på menuen. To dage om ugen står den dog på vegetariske retter. Pressefoto

Beslutningen om at droppe oksekødet har dog ikke givet færre spisende gæster. Der er fortsat omkring 160 personer, der køber mad i kantinen hver dag.

Ifølge Maria Molde, chefkonsulent i Klima og Grøn omstilling i Skanderborg Kommune, viser erfaringen fra Skanderborg Fælled, at små ændringer i offentlige køkkener kan give store resultater.

»Det er et godt eksempel på, at det nytter noget. Når mere end 150 mennesker spiser grønnere hver dag, så løber det hurtigt op. Samtidig kan det give ringe i vandet i form af adfærdsændringer. Mange tager idéerne med hjem og får måske mod på at lave de samme retter privat,« forklarer Maria Molde.

Hun peger på, at beslutningen lykkedes, fordi det skete i tæt samarbejde med køkkenchefen, og fordi ledelsen havde blik for, at omstillingen kunne justeres undervejs.

»Det var vigtigt, at der var en “bagdør”. Hvis det hele gik galt, og kantinen mistede omsætning, kunne vi trække lidt i land. Det gjorde vi ikke brug af, men det gav tryghed i processen,« konstaterer hun.

Som et led i koncernledelsens beslutning har kantinen to vegetariske dage om ugen, og samtidig er vegetarisk mad blevet udgangspunktet i mødeforplejningen på rådhuset. Det står som ”default”, når man bestiller, men man har mulighed for tilvalg af fisk eller lyst kød.

Kantinen på Skanderborg Fælled er nu i gang med at kigge på de næste klimavenlige tiltag. De omfatter blandt andet at reducere engangsemballage og at udvikle endnu flere plantebaserede proteiner i køkkenet.