Umage kongeligt par var populære i Aarhus, men ikke alt var så eventyrligt som begyndelsen

Der var engang en prinsesse, der drømte om at blive gift.

Akkurat som i eventyret. Men dette skete i virkeligheden. Caroline var en ægte kongedatter, og vi er tilbage i første halvdel af 1800-tallet under Enevælden: Frederik VI.s ord er lov, og han tillader sig uden blusel at underkaste nogle af nationens skønånder et skriveforbud, der er lig med censur, og hævder ædrueligt: »Vi alene vide.«

Andre ville nu også gerne vide besked, og heldigvis var der også under Enevælden modige folk blandt de tjenende ånder, der noterede, hvordan herskabet opførte sig; hvad de fine sagde og gjorde. Kilderne forekommer pålidelige og afslører de utrolige forhold, der herskede, da Oldenborgerne langsomt gled ned fra piedestalen mod en alt andet end lykkelig slutning.

Denne lille serie fortæller detaljer fra arveprinseparret Ferdinand og Carolines utrolige liv, der var en del af perioden. Det hed om Ferdinand, at »hvor megen højagtelse han end nærede for sin gemalinde, så forhindrede dette ham ikke fra at føre et privatliv, der var hans høje stilling uværdigt.«

En svær barndom

Ferdinand havde haft en svær barndom. Hans mor døde som 36-årig på grund af tuberkulose, da han kun var to år.

Den formelle far, arveprins Frederik, var kunstnerisk interesseret og sørgede for gode, danske lærerkræfter til børnene. Efter hans død i 1805, var det ofte Ferdinand, der ledsagede den sindssyge konge Christian VII. i Det Kongelige Teater. Ferdinand var 12 år og fulgte forestillingerne opmærksomt, mens kongen slet ikke kunne finde ro og konstant bevægede sig rundt i logen.

Hans uddannelse var – trods gode lærerkræfter – mangelfuld. Det hedder om hans skolegang, at han ”i det hele taget viste en udpræget tilbøjelighed til at gå op i forlystelser af forskellig art.”

Han var selvskreven til en karriere i militæret.

Soldaterlivet

Den grundige og teoretiske viden sagde ham intet. Tidligt fik han en høj militær rang, og de hele sin ungdom levede han soldatertilværelsen, hvor han ikke forsømte dansen og det muntre natteliv, men samtidig fik nogle dårlige vaner ved spillebordene. Han kom godt ud af det med Frederik 6., der også foretrak soldaterlivet og som konge ofte sov i sin feltseng på kontoret.

Mens Ferdinand lystigt dansende nød nattelivet, ventede Caroline, der forblev barnløs, i årevis tålmodigt på den rette, og det var svært.

Hun blev ikke budt op til dans, og som årene gik, forsvandt eller døde den ene prins efter den anden.

Der havde været flere bejlere og enkelte, kongen og dronningen gerne havde set som Carolines ægtefælle. Således var den smukke Christian, som i forvejen var en del af familien, kongens oplagte valg til svigersøn, men den senere Christian VIII. var allerede forelsket i en anden prinsesse Charlotte Frederikke af Mecklenburg-Schwerin.

Kongens foretrukne erkendte siden, at han begik sit livs fejltagelse, da han måtte gifte sig efter en stormende forelskelse, der resulterede i en graviditet og skandaler ved hoffet.

Charlotte Frederikke havde et yndigt ansigt med store, mørke øjne, men også et ”ulykkeligt sind” med besynderlige karakteregenskaber, som sønnen, den senere Frederik VII., arvede.

Da parret efter brylluppet kom til København, udfoldede alle prinsessens dårlige egenskaber sig, og hun lagde sig ud familien og staben. Da hun derpå indledte et forhold til den franske syngemester Baptiste du Puy, som hun i øvrigt slet ikke var forelsket i, sluttede festen. Du Puy røg ud af landet med timers varsel, og prinsessen blev forvist til det kongelige palæ på Kirketorvet i Horsens. Hun modtog fortsat apanage og hvert år et nyt maleri af sønnen Frederik, så hun kunne følge hans opvækst. Det er i øvrigt baggrunden for de mange ungdomsbilleder af den senere Frederik VII.

Caroline sørger

Efter at Christian havde meldt pas, fik Caroline en ny bejler - onklen prins Christian August af Augustenborg. Han var 25 år ældre end Caroline og blev beskrevet som koparret, kejtet og kedsommelig. Han var således ikke særlig charmerende, men arving til den svenske trone. Caroline beklagede næppe, at han døde, mens forhandlingerne om ægteskab stod på.

Så var Caroline anderledes forlibt i den kun 17 år ældre prins Christian af Hessen. Han havde deltaget i flere krigshandlinger og ødelagt sine nerver. Året efter forlovelsen blev han erklæret sindssyg. Prinsens far kom til sygesengen og forsøgte at drive dæmonerne ud. Det lykkedes ikke, og ikke længe efter døde bejleren. Denne gang sørgede Caroline.

Der havde tidligere været enkelte romantiske følere i forhold til prinsessen, men hendes far, Frederik VI., havde en stolt hukommelse og sine antipatier, og i det spørgsmål var det også »Vi alene vide.« Kongen kunne blokere for datterens mulige lykke.

Efter Danmarks mange nederlag, skulle hun hverken til Sverige, der havde taget Norge, eller Storbritannien, som bombede København og stjal flåden.

Caroline stillede krav. Hun kunne ikke lade sig nøje med godsejere. Hun var trods alt 13. led i lige linje, siden oldenborgeren Christian I. blev konge i 1448. Lad så være, at Ferdinand heller ikke var helt almindelig, men trods alt bedre end ingenting, for han var kongelig og en acceptabel ægtemand alle sine fejl til trods.

Både Ferdinand og Caroline havde for længst nået den giftemodne alder, da de sagde ja til hinanden den 1. august 1829 i Frederiksberg Slotskirke. Parret var blevet forlovet 4. maj.

Begge fik i øvrigt gode forbindelser til Aarhus og nød stor popularitet i byen, hvor de også satte sig varige spor. Ferdinandspladsen i Risskov var opkaldt efter ham. Det samme blev byens første tekniske skole. Det var ikke tit, der var kongelige kontakter i Aarhus. Prins Ferdinand blev oberst og Det Sjællandske Dragonregiment blev ved hans konfirmation i 1808 omdøbt til Prins Ferdinands lette dragonregiment, og fra 1819 fik regimentet kaserne i Aarhus. Ved brylluppet blev han forfremmet til general.

Ferdinand, der siden blev arveprins, havde ikke den fjerneste lyst til at arve riget. Ferdinand frygtede tyngden af ansvaret ved at blive konge.

Bryllupsdagen blev en national festdag over hele landet.

Den deporterede prinsesse Charlotte Frederikke i Horsens kunne slet ikke se nogen grund til det store postyr. Hun mente, at Ferdinand kun giftede sig for at slippe af med sin spillegæld.

Spillegæld og elskerinde

Der var dog lige et par mellemregninger, der skulle betales. Ferdinand havde i sin ungkarletid oparbejdet en spillegæld på 30.000 rigsdaler, men den post betalte kongen, og det blev regnet for omkostninger ved brylluppet.

Ferdinand havde også med sin elskerinde, høkerdatteren Marie Clausen, 1798-1851, fået to døtre: Marie Frederikke, 1826-1886, og Vilhelmine Ferdinandine, 1828-1892.

Han havde på skrift lovet Marie Clausen, at han aldrig ville gifte sig. Det løfte kunne han ikke holde, da han skulle giftes med prinsessen. Han sørgede dog for, at Marie Clausen fik lov at kalde sig madam Clausen, så hverken hun eller døtrene skulle lide den tort at blive set ned på i det klassedelte samfund.

Men Marie Clausen var selvfølgelig ikke tilfreds. Hun havde kendt prinsen siden 1820 og søgte audiens hos Frederik VI. for at beklage sig. Kongen så det skriftlige løfte, men talte hende til ro og lovede, at der ville blive sørget for pigerne.

De små døtre kom siden på besøg hos prinseparret, og her kunne Caroline falde i svime: »Hvor er det dog nogle dejlige unger, du har, Ferdinand. Jeg ville ønske, de var mine.«

Caroline lillesøster, Vilhelmine, 1808-1891, var allerede i 1828 under stor festivitas blev viet til prins Frederik, den senere Frederik VII i den genopførte Christiansborg slotskirke. Det var i forbindelse med det bryllup, at Johan Ludvig Heiberg på bestilling af Frederik VI skrev festspillet Elverhøj med musik af Friedrich Kuhlau. I en rolle som elverpige optrådte den unge Louise Rasmussen, der år senere blev gift med kongen og kendt som Grevinde Danner.

Forbindelsen mellem Frederik og Vilhelmine blev ingen succes. Frederik var mentalt ustabil, drak og truede på et tidspunkt med at slå både Vilhelmine og hendes far ihjel. Slottet skulle brændes ned, kongedømmet afskaffes, og republikken indføres. Han blev snart bortvist fra København og ægteskabet siden opløst.

»Han lægger mig simpelthen i graven,« kunne Frederik VI sige.

Ægteskabet mellem Caroline og Ferdinand var derimod lykkeligt, selv om Ferdinand kunne opføre sig som en liderlig hanhund lige til det sidste til Carolines irritation. Hun tolererede hans uvaner, men hun ville ikke kompromitteres, og han skulle ikke dumme sig offentligt, for så vankede der.

Alligevel var prinsessen i 34 år forelsket i sin mand, og efter hans død hægede om hans eftermæle.

En sidste jagt

Prins Ferdinand døde mandag den 29. juni, 1863 om formiddagen. Dagen før havde parret spist frokost med kongefamilien på Sorgenfri, og om eftermiddagen var der musikalsk optræden i slotsgården med fri adgang, som havde samlet mange tilhørere. Venner fortalte Frederik, at der var mange smukke fruentimmer iblandt, og det fik straks Frederik til at meddele, at han ville »gå ned og fortabe sig i mængden.«

Prinsen gik på jagt, og da parret vendte hjem til palæet i København, var Caroline rasende. Frederik fik en røffel for atter at have blameret sig. Caroline kunne virkelig skælde ud, og prinsen luskede i seng. Caroline var sur.

Næste morgen stillede han i audienssalen til dagens parole. Han talte med en officer, da han sank sammen. En læge blev tilkaldt, men arveprins Frederik var allerede død.

Caroline var utrøstelig over, at de ikke var blevet gode venner igen efter udflugten til Sorgenfri.