Ny professor skal styrke forskningen i tarmsygdomme
Katrine J. Emmertsen er per 15. december ansat som klinisk professor i kirurgi på Institut for Klinisk Medicin, Aarhus Universitet, og Kirurgisk Fællesafdeling, Regionshospitalet Randers.
Forskning i mave- og tarmkirurgi har været en del af overlæge Katrine J. Emmertsens karriere siden medicinstudiet, og hun har gennem flere år markeret sig nationalt og internationalt med forskning i tarmsygdomme og senfølger efter kræftbehandling. Hun er blandt andet anerkendt over hele verden for at have udviklet LARS-scoren (Low Anterior Resection Syndrome), der bruges til at vurdere graden af tarmfunktionsproblemer efter behandling for endetarmskræft.
Det fremgår af en pressemeddelelse fra Regionshospitalet Randers.
»Hun er en af de førende inden for sit felt og har gennem mange år løftet både forskningsmiljøet og behandlingskvaliteten inden for tarmsygdomme. Jeg er sikker på, det bliver en gevinst for både afdelingen, hospitalet og ikke mindst patienterne,« siger cheflæge i Kirurgisk Fællesafdeling på Regionshospitalet Randers, Anne-Sofie Kannerup, i pressemeddelelsen.
Katrine J. Emmertsen har de senere år udvidet sit forskningsfelt til også at omfatte nogle af de mest udbredte godartede tarmsygdomme, der tidligere ikke har været så meget fokus på – blandt andet divertikelsygdom, der skyldes små udposninger på tyktarmen. Med det nye professorat håber hun at få mulighed for i endnu højere grad at udvide forskningen inden for de almindelige tarmsygdomme.
»Det er et vigtigt område, hvor der virkelig er potentiale for at hjælpe rigtig mange mennesker til at få et bedre liv med deres tarmsygdom. Jeg ser frem til at skabe ny viden, der kan forbedre både behandling og livskvalitet, og jeg glæder mig til at udbygge forskningsmiljøet i tæt samarbejde med Aarhus Universitet og mine dygtige kolleger i Randers,« siger hun.
Som klinisk professor skal Katrine J. Emmertsen også drive nye forskningsprojekter, udvikle samarbejder på tværs af ind- og udland samt bruge mere tid på undervisning af hospitalets medicinstuderende og andre sundhedsprofessionelle.
»Katrines professorat er en stor anerkendelse af både hendes, afdelingen og hele hospitalets arbejde inden for forskningsområdet. Det understreger, at vi har et højt fagligt niveau og er et attraktivt hospital for dygtige forskere, og det er vi ret stolte af,« siger lægefaglig direktør Lone Winther Jensen.