Ferdinand havde begrænsede evner i kortspil, men fruen bakkede spillefuglen op til det sidste

Arveprins Frederik Ferdinand var ikke noget geni. Ferdinand interesserede sig for kvinder, fest og fornøjelser. Men allermest for spil, og gennem årene formøblede han kolossale formuer ved spillebordene. Hans hjerne rakte ikke til kortspillet. Han lærte aldrig at beherske det, men blev i stedet bedre og bedre til at tabe.

Med sine kongelige aner, begrænsede evner og få interesser var han selvskreven til karrieren i militæret.

Det var den oplagte karrierevej for prinser i overskud, der fra start var sikret plads i overhalingsbanen. Allerede som 10-årig blev han udnævnt til oberst og lagde siden navn sit eget regiment – Arveprins Frederik Ferdinands lette dragoner.

Styrken blev forlagt til den lille by Aarhus, måske fordi risikoen for at anrette større skade her trods alt var begrænset.

Da arveprins Ferdinand i 1819 red gennem byporten til Aarhus i spidsen for sit regiment, ankom han til en by med omkring 4100 indbyggere, som straks forgudede ham, og han skulle heller ikke bestille ret meget ud over at stille til den årlige mønstring i selskab med Frederik VI.

Aarhus var langtfra nogen stor by omkring 1800. Faktisk var den ofte endestation for besværlige og uønskede personer.

Således havnede Ove Høegh-Guldberg, den afsatte gehejme-statsminister, i Aarhus, da han blev væltet ved statskuppet i 1784. Det havde følgende baggrund:

Gamle Frederik VI så gerne, at de adskilte grene af Oldenborg-dynastiet igen blev forenet, da det var den bedste måde at sikre arvefølgen på.

Dynastier for konger

Netop sikring af dynastier blev prioriteret af majestæter. For at få styr på to af forgreningerne, skal vi ad en omvej tilbage til dengang, den sindssyge Christian VII sad på tronen. Han var far til Frederik VI, og havde tilladt sin livlæge Struensee både at give Danmark en chokkur ved at gennemtrumfe tidens mest liberale lovgivning og optræde som stand-in i ægtesengen ved siden af dronningen. Hun var blevet gravid, og det kunne kun være Struensee, der var faderen. Et sådant sidespring blev takseret som en meget alvorlig forbrydelse og kostede i 1772 Struensee livet på bestialsk vis. Hovedet blev skilt fra kroppen, som derpå blev parteret.

Det kunne ikke udstilles tydeligere, at nu bestemte nye folk i Danmark.

I Struensees tid skulle kongen blot signere dokumenterne, så var det lov. Nu kontrollerede et triumvirat landet. Det var Ove Høegh-Guldberg, 1731-1808, som stats- og gehejmekabinets-sekretær, der sammen med Frederik V’s enke, dronning Juliane Marie, 1729-1796, og i beskedent omfang arveprins Frederik, 1753-1805, der bestemte, indtil endnu et kup blev gennemført i 1784, der på ny ændrede magtforholdene. Kronprins Frederik overtog magten og regerede landet de næste 24 år på vegne af sin far, indtil han selv blev konge i 1808.

Deporteret til Aarhus

Ove Høegh-Guldberg, der undervejs fik stor indflydelse som gehejme-statsminister, blev efter kuppet i 1784, deporteret til Aarhus, en by som dengang var velegnet for folk, der var havnet i unåde. Han blev stiftamtmand i Aarhus, hvor han genoptog sit videnskabelige arbejde. Han gjorde sig tanker om oprettelse af skoler, der sikrede bedre undervisning i modersmålet og dermed en stærkere dansk identitet.

Juliane Marie havde ikke opgivet at føre sin søn, arveprins Frederik, frem til kongekrone og scepter. Hun oversolgte sønnen, der slet ikke matchede de talenter, moderen tillagde ham. Tværtimod blev han beskrevet som tung, uvidende og uden humor, men fik alligevel sin lille rolle i historien, dog mest for det, han ikke magtede. Han udmærkede sig mere af navn end gavn. Igen handlede det om arvefølge.

Arveprins Frederik blev i 1774 gift med Prinsesse Sophie Frederikke af Mecklenburg-Schwerin. Hun besad alle de egenskaber, arveprinsen savnede. Parret var gift i 20 år, og først sent i ægteskabet, fra hun var 28 til 34 år, fødte prinsessen fire børn.

Det var der en del, der undrede sig over arveprins Frederiks pludselige fertilitet. I dag anser historikere det for givet, at den unge adelsmand Frederik Blücher, der var blevet ansat hos familien, var den virkelige far til de fire børn, hvoraf Ferdinand var den yngste.

Arveprins Ferdinand var den eneste, der ikke blev en pryd for familien. Til gengæld regnes hans storebror, Christian VIII, for en af Danmarks bedst begavede regenter blandt Oldenborgerne.

Pæne piger i Aarhus

Men i Aarhus var Ferdinand og Caroline noget særligt. De oplevede festlige stunder, og parret blev populært, som da det besøgte Boviens danseskole i 1835. Der var ikke mange forlystelser, men pæne piger på danseskolen. Folk var glade for de to, og det vakte opsigt og respekt, når Caroline i elegant stil ledsagede sin mand på øvelser og parader med de lette dragoner.

Hun var hele livet berømmet for at være en dygtig rytter, mens han var berygtet for at være en mislykket spillefugl.

Der blev holdt masser af selskaber og middage, og at byens borgerskab også hyggede sig, vidner de ord, der stod at læse i Aarhuus Stiftstidende i 1842, da det var en kendsgerning, at parret forlod Aarhus efter prins Ferdinand havde fået en ny kommando:

»Vi må beklage, at derved et bånd er sønderrevet, som knyttede Hans Kongelige Højheds interesse til vor by og stundom skænkede os den glæde at se et elsket fyrstepar i vor midte.«

Den kongelige ludoman var selvfølgelig også aktiv, og tænk, hvis Royal Casino havde fandtes. Det ville virkelig have været stedet for Ferdinand. Så havde man altid vidst, hvor man kunne træffe ham.

Han var i øvrigt også en smule forfængelig. De seneste 20 år af sit liv, bar han paryk, og det gik kun galt ved en barnedåb hos Christian IX i 1853. Her bar han galla med hjelm og fjerbusk, og da han skulle lægge hjelmen, fulgte parykken med, og han måtte tåle hån, spot og latterliggørelse i selskabet, men fandt det ikke morsomt.

Spillet var begyndt i det små. Forud for brylluppet med Caroline havde Ferdinand oparbejdet en spillegæld på 30.000 rigsdaler, men den post betalte kongen.

Det betød ikke, at han droppede kortspillet.

Gennem årene tabte han formuer, der også omfattede hovedparten af apanagen. Samlet beløb det sig til millioner af rigsdalere, og tabene prøvede han at dække over med lån fra dem, der havde noget at låne ud. Det blev selvfølgelig opdaget, og så måtte prinsen stå skoleret overfor de førende politikere.

”Engel” blev ydmyget

Statsminister P.C. Stemann greb ind og talte dunder til arveprins Ferdinand, så denne begyndte at græde. Caroline var med og brød sig ikke om at se sin ”engel”, som hun kaldte ham ydmyget. I 1842 beløb Ferdinands spillegæld sig til 460.000 rigsdaler. Caroline var forfærdet, men forsvarede sin ægtefælle. Det var alle andres skyld. Det var det ikke. Ferdinand havde ikke hjerne til at spille kort og gang på gang blev han blanket af, og nu skulle gælden betales.

Der blev fundet en ordning, men få år senere stod statsministeren der igen. Gælden var igen kolossal, og P.C. Stemann gjorde Caroline opmærksom på, at arveprinsen blev åndet i nakken af pantelånere og ågerkarle. Hun blev rasende, og statsministeren fortrak:

»Nu er det vist bedst, at jeg går for ikke at komme på hovedet ud ad døren.«

Da Ferdinand døde, kom biskop Martensen på et efterfølgende kondolencebesøg hos arveprinsessen. De talte om afdøde, og Caroline bemærkede, at ”den kære engel” i visse tilfælde kunne have båret sig lidt mere heldigt ad, men da biskop Martensen lidt for hurtigt gav hende medhold, blev hun rasende. Ingen skulle kritisere Ferdinand, og hun råbte til lakajen:

»Vil De lade Mortensens vogn kørte frem?«

Arveprinsessen tålte gennem hele livet ikke selv den mindste kritik af Ferdinand.