Da arveprinsessen så sit eget foto, blev hun taknemmelig for de venner, der holdt fast

Selv om Caroline og Ferdinand kendte H.C. Andersen, hilste på ham på gaden og læste hans eventyr, udviklede deres liv sig langtfra til et eventyr. Derimod var der drama fra først til sidst.

For Caroline var det værst en morgen i 1830, da der gik der ild i friserslaget, mens hun ordnede sit hår. Prinsessen opvarmede krøljernet over åben ild, og slaget blev antændt.

En kammerpige fandt en skrigende Caroline liggende på gulvet omspændt af flammer. Hendes ansigt var forbrændt på dets ene side, og ilden havde også fat håret.

Nok havde prinsessen aldrig været køn, og nu blev hendes udseende direkte frastødende. Underlæben var også blevet skadet af ilden. Selv om hun var et rart menneske, gjorde hun et bistert indtryk.

Det er sagt, at for en prinsesse var det vigtigste dengang som nu at se godt ud.

Det var hverken første eller sidste gang, at Caroline var i nærkontakt med ild. Hun var kun fire måneder, da Christiansborg brændte 26. februar 1794. Ilden fik hurtigt fat i det gamle slot, som brændte ned til grunden. Der boede adskillige medlemmer af kongefamilien på slottet og alle mistede bohave og de fleste personlige ejendele.

Caroline glemt

En general stillede sin bolig på Kongens Nytorv til rådighed for familien. Her konstaterede kronprinsesse Marie, at den lille Caroline ingen steder var. Hun var blevet efterladt på Christiansborg, fordi de tjenestefolk, der skulle tage sig af hende, lå syge med skoldkopper. Heldigvis blev hun fundet uskadt, og det var et held, for omkring 50 mennesker omkom under redningsarbejdet.

Enkedronning Juliane Marie kunne også være blevet flammernes bytte. Hun nægtede at forlade slottet, fordi hun troede, at revolutionen havde bredt sig fra Frankrig til Danmark. Rædslerne fra den franske revolution havde virkelig skabt panik i de royale saloner. Den gamle dronning blev slæbt ud med magt.

Som ældre blev Caroline også forbrændt, og denne gang gik det ud over den ene arm og skulderen, da hun ville læse i sengen. Resten af livet døjede hun med smerter, men hadede at tale om sygdom. På sine gamle dage skulle hun deltage i en sammenkomst. På vej til arrangementet faldt hun og brækkede armen, men det sagde hun ikke noget om. Hun deltog, og så kunne det få lov at gøre ondt, når hun kom hjem.

Forskrækket over foto

Som følge af brandskaderne var Carolines udseende ikke det nydeligste. Derfor blev hun også forskrækket, da hun første gang så sig selv på et fotografi med Ferdinand. Hendes kommentar lød:

»Jeg er taknemmelig for, at mine venner har holdt fast ved mig.«

Ferdinand så træt ud i sine sidste år. Han havde et kraftigt sort hår, men det var en paryk. Ferdinand har nok været lidt forfængelig, men han drev jo også jagt på unge kvinder om aftenen, ligesom han holdt elskerinder. Det tog Caroline ikke så tungt, for det havde hendes far også haft. Han fik også børn til anden side.

Når Ferdinand så vendte hjem, kunne hun spørge:

»Nå Ferdinand – var der nogen gode tøser i aften?« Carolines eneste betingelse var, at han ikke dummede sig eller bragte hende i forlegenhed.

Caroline tog tilværelsen mere seriøst og udførte meningsfyldt socialt arbejde. Hun lagde navn til og støttede oprettelse af et børneasyl i Aarhus, hvor forældre kunne få deres børn passet, mens de selv var på arbejde. Asylet lå på Frue Kirkeplads og blev oprettet 1836. Hun skænkede 550 rigsdaler til indretningen og ydede årlige bidrag. Det gav prestige, at prinsessen var med. I avisen hed det:

»I Løbet af kort Tid bliver her i Byen aabnet et Asyl eller Bevaringsskole for smaa Børn, som ere mellem 2 og 6 Aar gamle. Hensigten med denne Indretning er at forskaffe Forældre af den arbejdende Klasse sikkert Tilsyn med deres smaa Børn, for at se desto mere uhindret kunne søge deres Erhverv. Nogen Undervisning vil blive forenet med Tilsynet, saavidt Børnenes Alder tillader det. Børnene modtages uden Betaling.«

Børneasylet blev indviet den 22. november 1836, på arveprins Ferdinands fødselsdag. Johanne Uth blev den første leder. Også på andre områder udmærkede parret sig.

Da der blev konstateret et udbrud af kolera på Holmen i København den 12. juni 1853, gik der lidt over en måned, før sygdommen førte til, at dødstallet skulle tælles i hundreder.

Tapre under epidemi

Den del af befolkningen, der havde muligheder, forlod hovedstaden. Ferdinand og Caroline blev, og det skabte respekt og popularitet. 7.219 fik kolera under epidemien i 1853. Heraf døde 4.737 mennesker. Der blev siden gennemført mange sociale fremskridt og bygget nye og sunde boliger.

Det samme skete i Aarhus. Under koleraepidemien blev svaghederne i byen udstillet. Selv om man i 1853 havde forsøgt at undgå smitten, så medbragte en rejsende fra København den. I løbet perioden fra midten af juli til september pådrog 336 sig sygdommen, og af dem døde 213. I 1859 vendte epidemien tilbage. Her fik 110 kolera og 53 døde.

Ferdinand og Caroline gik tur på Volden som de fleste andre Store Bededagsaften, og kritikeren Georg Brandes, 1843-1927, skrev i sine erindringer om et møde med dem den særlige aften:

»Den største opmærksomhed under rundgangen udfoldedes i det øjeblik, da man på Volden mødte Prins Ferdinand og Prinsesse Caroline, der stadigt hilsende og nikkende vandrede arm i arm gennem mængden. Deres popularitet var af den barokkeste art, idet den bestod af en med ringeagt og smilende afsky blandet respekt. Ferdinand var til latter og almindelig foragtet som skørtejæger af laveste art; Caroline var til latter, om end almindelig agtet, på grund af sin utrolige, fantastiske, vindskævmundede grimhed, der sagdes opstået eller stærkt forværret ved en brandulykke, hun havde været offer for.«

Signalementet siger mere om forfatterens arrogante stil end om parret, der hilste.

Beruset kammerpige

Ved sin død efterlod Ferdinand sig en gæld på 800.000 rigsdaler - kroner blev møntfoden i 1875. Men gælden var Caroline trods sin sparsommelighed ikke i stand til at udrydde, selv om hun forsøgte. Hendes drøm var ellers at blive stedt til hvile i Roskilde Domkirke ved siden af en gældfri ægtefælle.

Det var en beskeden hofstab, hun rådede over. Kammerpigen, jomfru Meyer, havde gennem årene udviklet sig til en uforbederlig dranker, og det blev derfor Carolines opgave hver aften at få hende bugseret i seng. Ingen skandaler måtte slippe ud, tak. Det må have mindet lidt om tv-filmen 90 års-fødselsdagen.

Caroline døde 31. marts 1881. Hendes hjem og løsøre blev solgt på auktion, men heller ikke det rakte til at dække over Ferdinands ufattelige spillegæld.