Fortsæt til indhold

Minister langer ud efter "sløve" kommuner: »Vi har bestemt ikke sovet i timen«

Miljøminister Magnus Heunicke langer ud efter Skanderborg og flere andre kommuner for fortsat ikke at leve op til kravene om at beskytte drikkevandet mod sprøjtemidler. Nu har ministeren meldt kommunerne til Ankestyrelsen.

Samfund

Miljøminister Magnus Heunicke har fået nok af at vente på en række kommuner, herunder Skanderborg, som trods en løftet pegefinger i foråret, fortsat ikke er nået i mål med beskyttelse af drikkevandet i de boringsnære beskyttelsesområder - de såkaldte BNBO.

Torsdag i sidste uge meldte han yderligere 31 kommuner til Ankestyrelsen ud over 20, der blev indberettet i marts.

Tilbage i maj 2024 vedtog et flertal i Folketinget et lovforslag, der forpligter kommunerne til at forbyde brug af sprøjtemidler i boringsnære beskyttelsesområder. Kommunerne havde indtil 1. marts i år til at nå i mål.

»Det er uacceptabelt, at det her ikke bliver taget mere alvorligt. Der har fra starten været fuld finansiering, og nu har kommunerne haft god tid til at løse en lovpligtig kerneopgave. Det er ikke til diskussion. Alle kommuner skal beskytte 100 procent, så danskerne også i fremtiden uden tøven kan åbne hanen og drikke vandet,« dundrer Miljøminister Magnus Heunicke i en pressemeddelelse.

Storm i et glas vand

Ifølge miljøministerens opgørelse ligger Skanderborg i den kategori af kommuner, som kun har sikret mellem 20 og 49 pct. af drikkevandet i de beskyttelsesnære boringsområder.

Men Skanderborg har faktisk lavet aftaler med stort set alle de lodsejere, der har brugt sprøjtegifte nær drikkevandsboringer.

Det er overraskende at ende på listen over kommuner, der ikke lever op til kravene, for vi har bestemt ikke sovet i timen. Desværre måler miljøministeren kun på, hvor mange BNBO der er meldt færdig
Claus Leick (SF), formand, Klima-, Miljø- og Planudvalget

»Vi har indgået aftaler med 15 af de i alt 20 lodsejere, der er omfattet af BNBO akutplanen, og mangler underskrifter på yderligere to aftaler, hvor det kun er småting, der mangler,« oplyser Claus Leick, formand for Klima-, Miljø- og Planudvalget.

»Jeg er løbende blevet orienteret om, hvor langt vi var med aftalerne, og mit indtryk var, at Skanderborg var godt med. Det er overraskende at ende på listen over kommuner, der ikke lever op til kravene, for vi har bestemt ikke sovet i timen. Desværre måler miljøministeren kun på, hvor mange BNBO der er meldt færdig,« forklarer han.

Skanderborg er nemlig kun endt i den lave kategori, fordi der er forskelle i den måde kommunerne indberetter på.

»Vi har ikke opdateret kortet før nu, da vi ikke var opmærksomme på den forskellige registreringspraksis kommunerne imellem. I Skanderborg har vi afventet, at alt skulle være på plads, inden vi registrerede aftalen som indgået på kortet. Det har ikke været praksis alle steder, hvor aftaler for eksempel er blevet registreret som færdige, blot der var givet påbud,« forklarer han.

Ændrer praksis nu

Den praksis har kommunen justeret nu, så det i højere grad svarer til, hvad andre kommuner gør. I øjeblikket er otte ud af 10 BNBO på plads. Det svarer til 75 pct. Skanderborg mangler kun at komme i mål med yderligere to BNBO. Det ene ved Virring og det andet ved Lillering Vandværk.

»Vi mangler en lodsejeraftale ved Virring Vandværk, som afventer Byrådets endelige vedtagelse af en indsatsplan for grundvandsbeskyttelse i Virring-området. BNBO’en ved Virring forventes landet inden sommer 2026. Ved Lillering Vandværk afventer to lodsejeraftaler en afklaring af spørgsmål med Aarhus Kommune omkring størrelsen af den økonomiske kompensation. Her er der udarbejdet varsel om påbud, som dog ikke kan sendes ud før dialogen med Aarhus Kommune er afsluttet,« uddyber Claus Leick.