Forsøg ved skole gav færre biler i myldretiden
Et halvt års test af indkørselsforbud og parkeringsforbud har skabt en roligere morgen ved Søndermarkskolen. Nu indføres det permanent.
Miljø og teknikudvalget har næsten lige godkendt, at de midlertidige trafiktiltag på Skanderborggade bliver gjort permanente ved årsskiftet.
Forsøget har haft fokus på morgentrafikken fra 07.30 til 08.30, hvor biler ikke må køre ind fra nord, og hvor der ikke må parkeres i den østlige vejside. Trafikken er talt både før og under forsøget.
Der er samlet set omkring 90 færre biler på strækningen i morgentimen, og observationer viser, at trafikken afvikles roligt, og at forbuddene generelt bliver overholdt. Børnene cykler og går i højere grad, og forvaltningen vurderer, at en god del af eleverne nu transporterer sig selv til skole.
Nye skilte skal op
Søndermarkskolen oplever bedre flow og større tryghed omkring skolestart. Skolen ønsker, at tiltagene fortsætter uden pause, og peger på, at forældre i højere grad sender børnene afsted på cykel. Hornbæk Bageri, som tidligere var skeptisk over forsøget, har ikke sendt bemærkninger til evalueringen.
Borgernes feedback viser overvejende opbakning til at forbedre forholdene for de cyklende børn. Flere ønsker dog justeringer som tydeligere skiltning og bedre forvarsling. Forvaltningen anbefaler derfor to nye tavler, der varsler indkørselsforbuddet, mens selve skiltets placering fastholdes.
Ændringerne har ikke kostet kommunekassen noget, skriver forvaltningen i et svar til politikerne.
Udvalgets beslutning er truffet uden, at Bo Vestergaard (løsgænger) deltog i behandlingen.