Sexshop vinder handicappris
I skarp konkurrence med Job-banken og AGF blev Sinful 1. december tildelt årets handicappris i Aarhus Kommune.
Sexshoppen Sinful har netop vundet årets handicappris i Aarhus Kommune.
Det fremgår af en pressemeddelelse fra Aarhus Kommune.
Temaet for årets handicappris var beskæftigelse. Sinful med hovedkontor i Højbjerg roses for at have skabt en inkluderende arbejdsplads, der gør det muligt for borgere med handicap at være en del af arbejdsmarkedet.
»Handicapprisen handler om at påskønne de virksomheder, som med respekt, nysgerrighed og nærvær gør en forskel for de af os, som har et lidt sværere udgangspunkt i livet end de fleste, men som insisterer på at deltage, bidrage og være en del af fællesskabet,« siger borgmester Anders Winnerskjold (S) i pressemeddelelsen.
Sinful konkurrerede med Job-banken og AGF om årets handicappris i Aarhus Kommune. Alle de tre indstillede kandidater har gjort en flot forskel ved at skabe nogle rammer, som har givet nye rum og muligheder for mennesker med handicap, lyder det.
Aarhus Kommunes handicappris uddeles hvert år i anledning af FN’s internationale handicapdag for at sætte lys på de positive historier for mennesker med handicap. En komité bestående af repræsentanter fra FH, kulturlivet, DH og formandskabet for Handicaprådet vælger årets vinder.