Fra fantasi til virkelighed - hvordan vi kan tale åbent om vores seksuelle lyster?

Som mennesker fødes vi ind i denne verden med en seksualitet. Et menneskeligt behov, som ikke adskiller sig synderligt fra det at spise eller sove.

Seksualiteten er blevet et offentligt anliggende, som der lovgives om i ét væk for at passe på os selv og hinanden. Men midt i det hele befinder fantasierne sig – den eneste del af os, som ingen andre end os selv kan se, men som kan ende med at blive nøglen til vores handlinger.

Et ekstra krydderi

For dem, der har dem, forbliver fantasierne nogle gange bare det, de er; et indre billede på nethinden, en tanke, som vækker vores lyst og begær, uden at de nødvendigvis bliver ført ud i livet.

Nogle har friheden til at begive sig ud på eventyr. Andre, som er i et parforhold, åbner op over for deres partner og lader sammen fantasierne folde sig ud. Alt sammen med respekt for hinanden og som et ekstra krydderi til at pifte livet lidt op med og en måde at udleve drømme på niveau med alle andre drømme.

Alt sammen uden det overskygger og eskalerer og udvikler sig til at overtage al sund fornuft. Omvendt har jeg også oplevet både mænd og kvinder, som ikke har turdet åbne op omkring deres fantasier over for deres partner, og som i stedet har undertrykt og fortrængt dem eller endt med at udleve dem i et parallelt mørkeland. Fordi alt andet var for skamfuldt, og fordi de frygtede ikke at blive mødt og rummet i deres mest private.

Det sidste store tabu

Og i virkeligheden er det jo ærgerligt, men det er klart, at det er sårbart at dele ud af ens inderste og mest private tanker, som ens fantasier er.

Tænk, hvis ens partner endte med at slå en hånende latter op, mens vedkommende udbrød: »Ej, det mener du ikke«? Og i værste fald ender med at tage sit gode tøj og udvandre af ikke kun soveværelset, men af ens liv. Så det er jo egentlig ret forståeligt, at rigtig mange danskere ikke tør tale med deres partner om deres seksuelle fantasier.

Men tænk hvis vi allerede i folkeskolen og på ungdomsuddannelser også havde fokus på fantasier på lige linje med samtykke, grænser og prævention, så ville vi faktisk også kunne tale ind i, hvordan fantasierne opstår, hvorfor mænd typisk har flere fantasier end kvinder, hvilke fantasier der er helt normale, hvornår alarmklokkerne bør ringe, og hvor man så går hen, hvis man har behov for hjælp til at ændre dem, så de ikke vokser i mørket.

Fængslende fantasier

Jeg selv har set og hørt mennesket udleve dets inderste fantasier. I et mørke, hvor der blev givet slip på fortrængte følelser og seksualiserede barndomstraumer. Hvor det for nogle er befriende at slippe kontrollen og tage en tiltrængt pause fra virkeligheden med fx fængslende rollespil.

Jeg har oplevet mænd i munkekutter, som lænkede frivillige, underdanige og nøgne kvinder med underskrevne tavshedsklausuler og aftalte stopord, udleve deres fælles fantasier. Timet og tilrettelagt på en så gennemført måde, at det for den enkelte nogle gange kunne være svært at skelne mellem fantasi og virkelighed. Hvor henholdsvis lette og dybe åndedrag skiftede hastighed og fik englene i mørket til at synge, indtil stilheden og en fredfyldt følelse sænkede sig.

Når fantasier bliver til overgreb

Fantasier kan være uskyldige, nok til at pirre den mindste lyst, men de kan også høre til i så dunkel en kategori, at der er risiko for grænseoverskridende og ulovlige handlinger, hvis de bliver til virkelighed.

Sager, som ofte finder deres vej til medierne og i særdeleshed får opmærksomhed, uanset om de udspringer fra de bonede gulve eller fra et boligkompleks, for fantasier opererer på tværs af de sociale lag og kiler sig fast i selv de mindste sprækker. Uanset social status. Handlinger, som udspringer fra et sted i det indre.

Som regel er det ved et ufrivilligt tilfælde, at døren åbnes ind til et parallelt mørkeland til normaliteten.

Dér, hvor der udleves seksuelle fantasier, som anses for at være direkte overgreb, og hvor fantasierne med ét kræver ofre, fordi begæret har taget over. Det er netop dér, hvor fantasierne har brug for lys. For kun dér bliver det muligt at række ud efter hjælp – før nogen bliver ofre.