Modstandere af stort solcelleprojekt vinder kæmpe sejr: »Vi skal nok have et lille glas en af dagene«
Det har været en årelang kamp for borgergruppen 'Solcellepark Kejsegaarden - nej tak', som nu ser ud til at trække sig sejrrigt ud.
De kommer nok til at fejre det med et lille glas, konstaterer Grete Carstensen.
Hun er talsperson for borgergruppen ’Solcellepark Kejsegaarden - nej tak’, som i efterhånden årevis har kæmpet imod det store solcelleprojekt rundt om Kejsegården og tæt op ad Ålsrode i Norddjurs.
Nu har European Energy, som står bag projektet sammen med familien Nicolajsen fra Kejsegården, valgt at trække sig fra projektet, fordi projektet gennem årene er blevet kraftigt reduceret fra 240 hektar i begyndelsen til nu 80 hektar.
Det er i høj grad et resultat af den intense kamp, som borgergruppen har sat ind mod projektet, og derfor er Grete Carstensen nu også svært begejstret over det foreløbige udfald.
»Det er jo helt fantastisk set med vores briller. Vi har jo stille og roligt gået og håbet på, at projektet nu var blevet for småt. Det er virkelig dejligt, at de nu har valgt at trække sig for selv 80 hektar solceller er jo også meget,« konstaterer Grete Carstensen.
Fra 240 til 80 hektar
Igennem årene er projektet godt nok blevet trukket længere og længere væk fra Ålsrode, som ellers i starten så ud til nærmest at blive omkranset af solceller.
Da planerne for solcelleanlægget første gang landede på kommunens bord i 2018, var projektet på hele 240 hektar.
Ved den seneste reducering af anlægget, som blev vedtaget i kommunalbestyrelsen i juni sidste år, var størstedelen af solcelleanlægget på nu 80 hektar omkring Kejsegården.
Her ville det dog stadig omkranse et moseområde, og det har borgergruppen ’Solcellepark Kejsegaarden - nej tak’ klaget over, da de mener, det indeholder beskyttede dyrearter.
Derfor var borgergruppen også fortsat parat til at gå videre med kampen imod solcelleanlægget.
»Vi havde jo sagt, at vi kunne leve med de 80 hektar, men vi havde også givet hinanden håndslag på, at vi ville gå hele vejen og prøve det af i Planklagenævnet. Derfor er vi jo også så glade for det her, fordi det allerede har været en lang, sej kamp at kæmpe. Og jeg tænker egentlig også, at det er meget rart, at vi kan vise, at det kan lade sig gøre for almindelige mennesker,« siger Grete Carstensen.
På Kejsegården har man endnu ikke taget stilling til, hvad man gør med projektet, efter European Energy har trukket sig.
»Vi er selvfølgelig kede af det. Der er lagt mange kræfter i det fra vores side, European Energys og kommunens side. Men hvis det ikke hænger sammen økonomisk, så hænger det ikke sammen,« siger Aage Nicolajsen fra Kejsegården til TV2 Østjylland
»Vi har ikke besluttet endnu, hvad det betyder for os. Det har vi ikke taget stilling til endnu. Vi har bedt om at lade projektet blive liggende ved kommunen. Vi overvejer nu, hvordan vi forholder os til det,« uddyber Aage Nicolajsen.
Med det in mente konstaterer Grete Carstensen også, at borgergruppen stadig skal afvente, hvad der nu skal ske.
Hun hæfter sig dog også ved Aage Nicolajsens kommentar til den økonomiske bæredygtighed i projektet, og for hende er det derfor særligt én følelse, der fylder lige nu.
»Lettelse. Glæde og lettelse. Områdets smukke landskab bevares og ikke mindst med den fine hvide Kejsegård midt i det hele. Vi kommer nok til at mødes til et glas en af dagene,« siger Grete Carstensen.