Solcellegigant forklarer farvel til omstridt projekt
European Energy var udvikler på det planlagte solcelleanlæg ved Kejsegården ved Ålsrode. Indtil projektet blev for småt.
Tirsdag kom det frem, at virksomheden European Energy har valgt at trække sig fra det planlagte og meget omstridte solcelleanlæg ved Ålsrode i Norddjurs.
European Energy var udvikler på projektet i samarbejde med familien Nicolajsen, som ejer Kejsegården ved Ålsrode. Det er således Kejsegårdens marker, der var udset til at blive beplantet med solceller i stedet for korn.
Ved projektet start tilbage i 2018 blev der ansøgt om tilladelse til at etablere et anlæg på hele 240 hektar.
Det førte til massiv modstand fra borgerne i Ålsrode. Med et anlæg i den størrelse kunne de således se frem til, at Ålsrode blev omkranset af solceller.
Modstanden og den almindelige sagsgang i både kommunens forvaltning og den politiske proces betød, at størrelsen på solcelleanlægget gradvist blev reduceret.
Senest i juni 2024, hvor anlægget blev skåret ned til 80 hektar.
Den størrelse betød dog også, at det for European Energy ikke længere gav mening at være med i projektet. Det fortæller markedsreguleringschef Mathias Aarup Berg.
»Vi udvikler vores projekter på markedsvilkår. Det vil sige uden former for støtte fra staten. Derfor er det en forudsætning, at vi over projektets levetid kan producere og sælge grøn strøm i et niveau, som kan finansiere de udgifter, der er forbundet med at bygge og drifte anlægget. På grund af markedsudviklingen er det svært for nuværende at have sikkerhed for tilstrækkelige indtægter fra strømsalg og derfor økonomien for projekter under 100 hektar,« forklarer Mathias Aarup Berg i en mail til avisen.
Lang tænketid
Det er altså halvandet år siden, det blev politisk besluttet at reducere anlægget.
For et år siden i december 2024 godkendte kommunalbestyrelsen anlægget på 80 hektar. Alligevel er det først i løbet af efteråret i år - kort før kommunalvalget 18. december - at European Energy traf den endelige beslutning om at trække stikket.
»Vi har sammen med lodsejeren ønsket at være grundige i vores overvejelser omkring projektet og også indgå i dialog med kommunen for at forstå de videre konkrete rammer for projektet, som blev væsentligt ændrede for halvandet år siden. Det førte til vores konklusion i efteråret om at trække os som udvikler af projektet,« lyder det fra Mathias Aarup Berg.
Det var således også afslutningen på omkring syv års engagement i projektet i Ålsrode, hvor det løbende har været til heftig debat og altså af Norddjurs Kommune også skåret ned til en tredjedel af størrelsen på det oprindeligt planlagte projekt.
Alligevel har Mathias Aarup Berg kun positive ord om samarbejdet med Norddjurs Kommune.
»Vi har generelt et godt samarbejde med Norddjurs Kommune, og vi har oplevet en professionel håndtering af sagen fra embedsværkets side. Vi håber, at vi i fremtiden kan fortsætte med at udvikle andre projekter i kommunen.«
På Kejsegården har man endnu ikke taget stilling til, hvad European Energys farvel til Ålsrode kommer til at betyde for projektets fremtid.
Til TV2 Østjylland siger gårdejer Aage Nicolajsen:
»Vi er selvfølgelig kede af det. Der er lagt mange kræfter i det fra vores side, European Energys og kommunens side. Men hvis det ikke hænger sammen økonomisk, så hænger det ikke sammen.«
»Vi har ikke besluttet endnu, hvad det betyder for os. Det har vi ikke taget stilling til endnu. Vi har bedt om at lade projektet blive liggende ved kommunen. Vi overvejer nu, hvordan vi forholder os til det,« siger Aage Nicolajsen.