Navnet på forretningen lå lige til højrebenet
Jan Nørager Sørensen er tilbage som selvstændig bedemand med Djursland som område og Grenaa som udgangspunkt.
Efter tre år som ansat i den kæde af begravelsesforretninger, som han solgte sin tidligere forretning til, vender Jan Nørager Sørensen nu tilbage som selvstændig bedemand på Djursland.
Mandag 8. december åbner han dørene til sin nye begravelsesforretning ”Hos bedemanden”, hvor han glæder sig til igen at kunne tilbyde sin hjælp til pårørende i en svær tid.
Jan Nørager Sørensen er et kendt navn i lokalområdet. Tilbage i 2008 overtog han sin første begravelsesforretning i Grenaa - Nanny S. Kristensens Eftf. - og har gennem årene hjulpet mange hundrede familier med et fint og værdigt farvel.
»Det betyder meget for mig at kunne stå på egne ben igen og møde familierne lige dér, hvor de har brug for mig. Det handler om tillid, ordentlighed, nærvær og at gøre en svær tid så tryg som muligt,« siger Jan Nørager Sørensen.
Bedemand siden 2002
Jan har været bedemand siden 2002, hvor han blev ansat i sin fars forretning i Randers. Med 23 års erfaring i branchen lægger Jan vægt på at kombinere stor faglighed, respekt og medmenneskelighed.
Jeg bor her selv, kender området og er taknemmelig for den tillid, som så mange har vist mig gennem årene, når de mister en kærJan Nørager Sørensen
Han vil med sin nye begravelsesforretning igen være et lokalt og nærværende alternativ for pårørende på hele Djursland, hvor samtale, ordentlighed og tryghed går hånd i hånd.
»Jeg bor her selv, kender området og er taknemmelig for den tillid, som så mange har vist mig gennem årene, når de mister en kær. Jeg har et stort behov for igen at kunne tilbyde den form for hjælp som bedemand, jeg altid har ment var så vigtig – og igen være en støtte, når sorgen rammer i livet,« siger Jan Nørager Sørensen.
Da han skulle finde det nye navn til forretningen, var det faktisk ret hurtigt afklaret. Han har nemlig valgt at kalde forretningen det, han altid har sagt, når han besvarer et opkald – nemlig “det er hos bedemanden”. Så forretningen skal naturligvis hedde ”Hos bedemanden”.
Jan bliver ikke helt alene i butikken fra starten af. Hans hustru, Anja Nørager Sørensen, som tidligere drev Blomsterværkstedet, er ansat som bedemandsassistent i forretningen. Ligeledes vil Jans far Bent Møller Sørensen - også en temmelig erfaren bedemand gennem de sidste 34 år - være at finde i forretningen.
”Hos bedemanden” har til huse, hvor Jan tidligere har drevet begravelsesforretning gennem mange år – nemlig på Århusvej 37 i Grenaa, hvor der indbydes til et glædeligt gensyn og lidt julehygge fredag 12. december klokken 14-17. Samarbejdspartnere og venner af huset er velkomne til at kigge forbi.