Fortsæt til indhold

Længe ønsket terrasse bliver en realitet i milliondyr renovering – ny social hub skabes

Ny hovedbestyrelse i Kolind-Perstrup Idrætsforening igangsætter omfattende renovering af klubhus. Fokus på at skabe et samlingssted for hele foreningen.

Samfund

En ny og dynamisk hovedbestyrelse i Kolind-Perstrup Idrætsforening (KPI) med formand Nina Zacher i spidsen er enige om, at foreningens klubhus på Ebdrupvej skriger så meget på en renovering, at tiden er kommet, hvor der skal ske noget.

Klubhuset, som stammer fra 1970’erne, skal moderniseres og renoveres for et samlet budget på cirka 5,4 millioner kroner.

Projektet omfatter en generel opgradering af hele klubhuset samt en ny terrasse ned mod stadion.

De eksisterende rum skal fortsætte med at have den størrelse, de har nu.

Men nøglefaciliteter som toiletter, køkken og omklædningsrum står først for i renoveringskøen.

Trods udfordringerne er vi fortsat optimistiske og håber snart at kunne invitere brugerne til et orienteringsmøde om klubhuset

Ikke kun for fodboldspillere

Nina Zacher og Jesper Friis Jensen ser optimistisk frem mod fremtiden og glæder sig til at se det færdige klubhus. Foto: Lars Norman Thomsen

»Vi har nedsat en arbejdsgruppe med en arkitekt, en ingeniør, to bygningskonstruktører og mig som hovedformand. Alle er lokale og frivillige, men tændte på, at der skal laves noget, der gør klubhuset til et sted, hvor andre end de, der dyrker idræt, har lyst til at komme,« forklarer Nina Zacher.

Nina Zacher, der er aktiv fodboldspiller i klubben og ligeledes næstformand i fodboldbestyrelsen, siger, at der er bred enighed om i hovedbestyrelsen, at klubhuset ikke skal fortsætte med at være hjemsted for fodboldspillerne, fordi de øvrige idrætsgrene som gymnastik, badminton og håndbold holder til i Kolind+.

»Det skal være hele foreningens klubhus, selvom vi dyrker vores idrætsgrene forskellige steder. Det kan vi ikke lave om på, men det er godt, at der er vilje til at gøre klubhuset til hele foreningens samlingssted,« siger fodboldformand Jesper Friis Jensen.

»Målet er at skabe et klubhus, der kan rumme både sportslige og sociale aktiviteter,« supplerer Nina Zacher.

Hun er til daglig ansat som fritidskonsulent ved Norddjurs Kommune med base i Allingåbro.

Fra den nye terrasse bliver der rig lejlighed til mingle samtidig med, at man holder øje med, hvad der sker af spændende ting på stadion. Kilde: Arkitekt Mads Haaber

Status og fremtidige planer

Arbejdsgruppen er godt i gang og mødes løbende.

KPI har modtaget midler fra flere kilder til renoveringen af klubhuset.

Fra Grøn Pulje er der tildelt 3.928.750 kroner. Grøn Pulje-midlerne stammer fra opstillere af vedvarende energianlæg, som indbetaler et bestemt beløb til en pulje administreret af kommunen. I dette tilfælde kommer midlerne fra Kolind Solpark, et stort solcelleanlæg opstillet af NRGi og Sampension.

Derudover har foreningen modtaget støtte fra Sparekassen Midtdjurs Fonden, Sparekassen Danmark fonden Djursland og NRGi.

Samlet set er der pt. modtaget fondsmidler for 4,3 millioner kroner.

Mere omfattende end som så

En nylig miljøundersøgelse har vist, at arbejdet bliver mere omfattende end først antaget, fordi klubhuset er i en fysisk stand, som er værre end antaget.

Det har betydet, at budgettet er blevet justeret, og der er søgt yderligere fondsmidler.

»Vi søger fortsat fondsmidler og håber, at vi kan skaffe flere midler ad den vej, så vi får mulighed for at få råd til de bedste løsninger,« siger Nina Zacher.

Samtidig er gruppen i dialog med Syddjurs Kommune om en række forhold, herunder byggeansøgning.

»Trods udfordringerne er vi fortsat optimistiske og håber snart at kunne invitere brugerne til et orienteringsmøde om klubhuset,« siger Nina Zacher.

Projektet er planlagt til at blive gennemført over de næste to år.

Spændende tegninger

Tegningerne til klubhusrenoveringen er lavet af den lokale arkitekt Mads Haaber.

Ud over en modernisering af hele klubhuset er en længe ønsket terrasse ned mod stadion et stort og længe næret ønske.

»Vi tror på, at det vil give klubhuset et pift, at man kan sidde ude på terrassen, hvis der er træning eller kampe på stadion,« siger Jesper Friis Jensen.

Professionelle håndværkere

Nina Zacher og Jesper Friis Jensen er blot to ud af flere unge, der tegner nutidens og fremtidens KPI. Foto: Lars Norman Thomsen

Han er selv kommet i klubhuset fra han begyndte at spille fodbold som 5-6-årig, og nu har han passeret de 40.

»Klubhuset ligner meget sig selv. Selvfølgelig er der løbende sket renovering af forskellige ting, men det bliver dejligt for vores medlemmer at få et klubhus, der er gennemrenoveret.«

Nina Zacher siger, at der er enighed om i arbejdsgruppen, at arbejdet skal leveres af professionelle håndværkere.

»Det kan godt være, at frivillige vil bidrage undervejs, men arbejdet bliver af et sådan omfang, at der skal fagfolk til. Vi vil ikke forlange, at frivillige kræfter skal løse opgaverne efter arbejdstid og i weekenderne.«

»Det er en stor opgave, men med den støtte, vi har fået, er jeg sikker på, at vi kan skabe et klubhus, der vil være til stor gavn for hele Kolind og opland,« fastslår en optimistisk Nina Zacher.