Biskoppens sidste juleprædiken: Med julens budskab bliver mørket sat på plads

“Og lyset skinner i mørket, og mørket greb det ikke”.

Lad os holde fast ved det. Det er julens grundtrøst: at mørket, der fylder så forbandet meget derude, og herinde i os selv, ikke har den magt, det nogle gange ser ud til at have.

Jeg ved ikke, om det er alderen. Men her igennem de sidste par mørke måneders tid er jeg begyndt at forstå dem, der dyrker lysterapi. Men, på den anden side, er det vel, hvad vi bedriver på national storskala med stearinlysene, juledekorationerne, LED-pærer og kilometervis af lyskæder. Eller med de hidsigt oplyste vinduer, gågader eller på de landlige matrikler med vældige nisselandskaber på gårdspladsen, hvor der brændes kilowatt-timer af i mængde. Alt sammen kan det jo udlægges som en næsten instinktiv fælles fastholdelse af dét, som nogle gange kan være så svært at fastholde i disse pinefuldt korte dage: at i julen får mørket kam til sit hår. Med julens budskab bliver mørket sat på plads.

Men det kan være svært nok endda. Mørket trænger sig på. Mørket trænger sig altid på. Mørket ruger. Også i julens ellers så mørketrodsende bibeltekster. Vi ved, og vi husker, og vi har siden barndommens dage set det for vores indre øje, hvordan mørket, selvom det lyser så hyggeligt derinde ved krybben, ruger over stalden og ude over markerne, hvor hyrderne holder vagt over deres hjord.

Og i dagens tekst fra Johannesevangeliet, hvor vi er blevet katapulteret ud i rummet, ud blandt kolde stjernetåger, tilbage til altings begyndelse, hører vi, som et ekko af bibelens allerførste linjer, at jorden dengang det hele begyndte var øde og tomhed. Mørket rugede over urdybet. Mørket var urtilstanden. Grundtilstanden i det indifferente frysende kosmos, som er så fløjtende ligeglad med dig og mig og vores lille forbigående liv.

Og som sagt: den fornemmelse af mørkets mægtige uimodsagte rugen kan jo komme til os. Og den kommer måske lidt oftere til os i de her dage. Ikke mindst med foruroligende nyheder på en næsten manisk aktiv medieflade om en tilbagevendende ufredens orden, hvor de store kæmper om verden og udbyttet, og de små bare skal se at komme af vejen. Dengang i Betlehem var det kejseren i Rom, der ragede op og ragede til sig. Sidenhen har mange som ham været på spil. Sådan er mørke skygger før faldet ind over os. Nu gør de det igen. Autokrater, tech-fyrster, muskelspillende verdensherskere. Hvad ved jeg?

Og vi, vi ser forskræmte ind i det her mørke. Som om det nogle gange øver en sær tiltrækning på os. Foruroligende nyheder om terror, krigstrusler og vaklende alliancer fanger vores opmærksomhed. Du sidder bag avisen, foran skærmen, fortabt i uro og bekymringer for dine børn og børnebørn. Du scroller, som det hedder - eller døds-scroller, på din overophedede mobiltelefon fra den ene ildevarslende overskrift til den anden. “Hallo darkness, my old friend”. “Goddag mørke, min gamle ven”, som sangen lyder. “Jeg er kommet for at tale med dig igen”. Så sidder vi dér som hyrderne på marken og holder vagt over vores bekymringers hjord.

Men engle kom og sang for hyrderne, fortæller Lukas. “Lyset skinner i mørket, og mørket greb det ikke”, skriver Johannes. Det er julens insisteren. Det er julens trods. Det er julens grundtrøst. Så udsat, så skrøbelig, lå han der i krybben. Bekymrede forældre så til. Augustus regerede verden. Men med ham, barnet i Betlehem, blev en ny orden sat. Med tilgivelse. Med nåde. Med barmhjertighed. Guds nye orden! Og intet var siden det samme. Nok kan og vil mørket ruge, men i ham kom lyset til vores jord. “Fred til mennesker, med Guds velbehag”, sang englene.

Nå. Men i butikkerne er de nok allerede ved at tage pynten ned. Snart pakker vi stearinlysene væk. Lyskæderne pilles ned. Matriklerne, der før lyste op i natten og langs jyske landeveje, henligger snart igen i mørke. Vi er så småt ved at vende tilbage til de bekymringsbefængte hverdage og den altid foruroligende nyhedsstrøm. ”Hello darkness, my old friend“, ”Goddag mørke, min gamle ven”. Godt at tale med dig igen. Eller hvad?

Ja, det ligger desværre lige for. Mørket er og bliver en insisterende størrelse, der har det med at gribe ud efter os. Som om det vil have os til at tro, at det er grundtilstanden i vores liv. Det naturlige udgangspunkt vi vender tilbage til. Også når sindet muldner og vores øjne formørkes af hverdagens ærgrelser, bekymringer, bitterhed. Alt dét, der også byder sig til med største selvfølgelighed og ligesom lægger en bund for dagen.

Så spørgsmålet må være, her hvor vi kan se de sidste par måneders julefest aftage med imponerende hastighed: hvordan lukke festdagenes lyshav ind i den hverdag, der så hurtigt bliver både gråmeleret og lavloftet? Hvordan fastholde Guds nye begyndelse med os julenat? Hvordan huske julens grundtrøst, at lyset skinner i mørket og mørket greb det ikke? Hvordan tage den fred til hjerte? Så skrøbelig og udsat den nu kan være i bekymringsfulde hjerter og bekymringsfulde tider?

Som I måske husker det fra den første salme, vi sang i dag, så stillede Grundtvig sig selv nogenlunde det samme spørgsmål. “Vor hytte er lav og så vor dør, / kun armod er derinde”, konstaterer han mismodigt om den kirke, han her som ung præst gør tjeneste i. Også i en tid med opbrud og truende konflikter. Men trøsten, der bærer hans salme er, at Gud, trods alt det, bliver ved med at give sig til kende for os. Og det gør han i ordene om barnet i Betlehem. De flagrer os om ørene som vævre engle. Men de gør en verden til forskel.

For ord kan være skrøbelige og udsatte, men de kan også udrette store og afgørende ting. Ja, de kan skabe verden ny. Og ord er Guds vej til os. Som det lyder i teksten til i dag: “I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud”. Det er i sine ord, Gud giver sig til kende for dig. Og i ordet om ham, der blev født i en krybbe, er han hos dig og vil lægge en lysets bund i dit hjerte. Så lyt. Tag det til dig. Lev på det. Stå mørket imod med det. Det er Guds altid nye begyndelse, og så kan verden komme rendende med alle sine afslutninger.

Og så kan du ellers, på hans ord til dig, gå ud og selv være lys og skabe nye begyndelser for andre. På den måde bliver du en julens budbringer. På den måde kan du selv være en modmagt til mørket. Det hedder at gå med julebud. Og hvis medierne ellers gad bringe den slags, eller hvis vi ellers gad løfte blikket fra alle de ildevarslende overskrifter, som det ellers er låst fast til, så ville vi se, at julens lys såmænd ulmer omkring os på et utal af måder. Alle de stilfærdige uegennyttige handlinger og gode gerninger. Hjerter vendt imod hinanden. Frivilliges omsorg for dem, der sidder alene. Glæden og gaverne i familiens skød. Alt det der har sat sig fast i vores erindringer. Alt det vi siden vil huske og varme os ved. En trodsig flod af godt. Alt sammen ledsaget af julens ord og salmer. Se, det er også lysterapi. Den bedste lysterapi.

Før læste jeg profetens ord fra alteret: “Det folk, der vandrer i mørket, skal se et stort lys, lyset skinner for dem, der bor i mørkets land”. De ord er også for os, til os som en julens grundtrøst, at med barnet i Betlehem er verden ikke længere den samme. Bag natten og bag det tunge mørke, er der fyldt med lys og godhed og nye begyndelser. Englesang over mørke marker. Det er og bliver Guds mening med det hele.

Amen.