Fortsæt til indhold

Granatæblet gør både salaten og kroppen glad

Granatæblekerner er mere end pynt — de er et lille dagligt boost til både krop og hjerne. Her får du forklaringen og opskrifter fulde af farve, smag og knas.

Samfund
Anette Harbech OlesenForfatter og sundhedsdebattør på MadForLivet

For en del år siden, da jeg tog min uddannelse i USA, sagde en af de kvindelige professorer til mig;

»Anette, noget af det bedste du kan gøre, er at drikke et lille glas økologisk granatæblesaft hver dag. Det beskytter dig.«

Da jeg kom hjem fra USA, satte jeg mig for at undersøge sagen, og den økologiske granatæblesaft har siden været fast inventar i mit køleskab.

En overvældende række videnskabelige undersøgelser på såvel dyr som mennesker viser, at granatæblekerner, udover at være smukke og velsmagende, også er virkelig sunde. Det at spise eller drikke granatæble - kerner, saft eller ekstrakt - kan give en lang række sundhedsmæssige gevinster.

Det skyldes blandt andet granatæblekerners rige indhold af polyfenoler, der har stærke antioxidante og antiinflammatoriske egenskaber. Drikker du for eksempel et lille glas granatæblesaft hver dag, så kan det hjælpe med at reducere oxidativ stress, sænke niveauerne af frie radikaler og hæmme høj grad af inflammation i din krops væv. Høj grad af inflammation er en velkendt risikofaktor for udvikling af en række lidelser, heriblandt hjertekarsygdomme.

Vælg altid økologiske granatæbler

Der er dog en ting, du bør vide; køb altid økologiske granatæbler! Konventionelle granatæbler sprøjtes rigtig meget og ligger helt i top på listen over råvarer med et højt indhold af pesticidrester. Derfor skal du købe dine økologiske granatæbler i helsekostforretninger eller via økologiske udbydere på nettet. Så sikrer du optimal effekt og ingen uønsket kemi. Udover at økologiske granatæbler er spækket med antioxidanter og har antiinflammatorisk effekt, så indeholder granatæblekerner også stoffer, der virker beskyttende på immunforsvarsceller, hjerneceller, hudceller og på kroppens celler generelt.

Sundhedsfordelene står i kø

For eksempel viste et kontrolleret studie, at dagligt indtag af granatæbleekstrakt over otteuger førte til et beskedent, men statistisk signifikant fald, i blodtrykket hos raske voksne. Andre studier har vist, at indtag af granatæbler eller -saft var i stand til at styrke blodkarrene og forebygge åreforkalkning og anden hjertesygdom.

Granatæblekerner indeholder udover store mængder C-vitamin også andre potente stoffer med antioxidant virkning, herunder ellaginsyre, der udover at holde rynkerne på afstand også kan stimulere kroppen til dannelse af stoffet urolithin A – en kraftfuld aktør i kampen mod kræft. Granatæblekerner er også rige på polyfenoler, som vi ellers kender mest for de sundhedsgavnlige stoffer, der findes i rødvin.

Urolithin A booster kroppens tumorbekæmpende T-celler, og hjælper dermed kroppen til selvhjælp. Granatæbleforbindelser forbedrer, ifølge forskere hos Georg-Speyer-Haus, immuncellers evne til at bekæmpe kræft, idet processen sætter T-cellerne bedre i stand til at modvirke kræftceller. Stoffet har vist sig særligt effektivt mod bugspytkirtelkræft og tyktarmkræft. Urolithin A begrænser effektivt tumorvækst og virker endda i synergi med eventuel immunterapi, men at kunne fastslå en generel effektiv anti-cancer effekt kræver mange flere humane studier.

Sådan anvender du granatæblekerner i maden

Det kan dog, på en lang række områder være særdeles sundhedsgavnligt at spise eller drikke granatæblekerner hver eneste dag. De er sunde, og de pynter og smager. Men først og fremmest skal du have kernerne ud af æblerne. Jeg gør personligt flg.:

Halver æblet, pak det ind i en plasticpose eller i et gammelt viskestykke, anvend en hammer eller skaftet af en køkkenkniv og bank på de halve æblestykker. Det løsner kernerne, som du så let kan lirke ud i posen eller viskestykket. Det hindrer, at saften sprøjter ud over dig og køkkenet.

Du kan anvende økologiske granatæblerne i salater, sammen med bagte rødbeder og kartofler, sammen med bagte auberginer med krydderurtedressing eller i desserter samt i din kernemysli og over din grønne morgenmadssmoothie.

Du kan også lave din egen granatæblesaft, der ligesom kernerne er fyldt med de gavnlige antioxidanter. Saften laver du ved på samme måde at hamre på det hele granatæble, så kernerne løsner sig, så prikker du huller på æblet og lader saften dryppe ud i et glas. Du kan også, køre kernerne igennem en juicemaskine, dem kan du købe økologisk på frost, ligesom du kan købe økologisk granatæblesaft i helsekostforretninger samt på nettet.

Foto: Sara Galbiati

Anette Harbech Olesen fra Højbjerg har arbejdet med mad og sundhed i 23 år og har udgivet 40 bøger om emnet. Hun er uddannet i USA, hvor man har klare regler for, hvor meget af forskningen der må være industrielt støttet. Hun søger kombinationen af uafhængig forskning og livserfaringer i formidlingen af sin viden. Du kan hente mere inspiration her.