Fortsæt til indhold

Stor virksomhed i Aarhus henter topprofil fra Forsvaret

Klaus Qvist skal i Systematic blandt andet binde bro mellem Forsvaret og resten af samfundet.

Samfund
sb

Softwarevirksomheden Systematic i Aarhus har ansat Klaus Holtum Qvist som såkaldt vice president for udviklingen af virksomhedens forsvarsforretning.

Det oplyser virksomheden på dens hjemmeside.

Klaus Holtum Qvist kommer fra en to årtier lang karriere i Forsvaret og har ifølge Systematic blandt andet arbejdet med indkøb, strategisk udvikling og tværgående samarbejde mellem alle værn i Forsvaret.

»Klaus har en helt unik kombination af kompetencer. Der er ikke den del af Forsvaret, han ikke har haft ansvaret for, alt fra missionsplanlægning til de største indkøb af fly, droner og it-systemer samt langsigtede udviklingsprojekter. Han har (...) en imponerende forståelse for, hvordan teknologi, forsvarets og samfundets behov udvikler sig,« siger administrerende direktør for Systematic, Nikolaj Bramsen.

Klaus Holtum Qvist har blandt andet tidligere været personlig assistent for forsvarschefen i Forsvarskommandoen. Foto: Systematic

I sin nye rolle skal Klaus Qvist udbrede og videreudvikle Systematics forsvarsløsninger i de nordiske og baltiske lande.

»Det sikkerhedspolitiske billede ændrer sig hurtigt. Hybridtrusler og nye teknologier betyder, at opgaverne bliver mere komplekse, og samarbejdet på tværs af domæner og sektorer bliver endnu vigtigere. Her spiller Systematics løsninger allerede en helt central rolle i forsvarssektoren med at skabe bedre overblik og mere effektive beslutninger, og de bliver kun vigtigere fremover,« siger Klaus Qvist.

Klaus Holtum Qvist tiltrådte stillingen den 8. december 2025.

Systematic har ifølge virksomhedens hjemmeside flere end 1100 medarbejdere og leverer softwareløsninger til private og offentlige sektorer i mere end 50 lande.